Naturens Vidundere

248 undertiden skjuler en Grav af trøsket Veel, i hvilken vi synker ned, — eller ved stadig at maatte bøje os under, springe over eller reso- lut gennemhugge Lianernes Spind — det Spind, hvormed Pan har gennemvævet Urskoven for at fange den nyfigne Fremmede. Hvor tæt dette Spind kan være, har man en Ide om ved at læse følgende Skildring af Haberlandt: »Skoven er i alle Retninger saa tæt gennemspunden af Slyngplanternes Labyrint, at det døde, ned- faldne Løv kun for en ringe Del naar Jorden, og overalt bliver hæn- gende mellem de levende Grene og Blade. Derved dannes ofte svæ- vende Lag, som var Skovbundens Løvtæppe blæst tilvejrs og splittet i Pjalter. Disse svævende Lag af døde Bladdele ser endogsaa ud, som var de syede sammen, idet de er gennemtrukne af talrige sorte og brune Traade af Svampe, der søger Næring i de døde Blade og Kviste . . . . Ofte tager Lianernes klatrende Stængler og Grene døde Rester af fordums Støtteplanter med paa deres bugtede Bane. Alt i alt findes. Død og Liv her bogstavelig sammenslynget i et kaotisk Virvar.« Ikke sandt — en »Skovtur« her vilde være ikke saa lidt vanske- ligere end under den danske Dyrehaves Bøge! Dog ikke overalt er det Indre saa uhyggeligt. Thi op af de væl- tede Kæmpestammers og de utallige hensmuldrende Blades Ligmark skyder Grupper af saftiggrønne, bredbladede Planter, som vi kender fra vore Drivhuse; og der løfter sig slanke Bambusklynger, hvis o verste, snortynde Stængler danner luftige Porte og gratiøse Buer. Eller fjerbladede Palmer, som, modsat deres Frænder, foretrækker Skygge, kappes med yndefulde Bregnetræer om vor Beundring. For- gæves kappes de — thi kun i Lyset faar Palmen den uforlignelige Elegance, der gør den til Tropernes fejreste Træ. En Palmekrone skal ses mod blaa, klar Luft, naar Solen tænder Hundreder skarpe Blinklys paa dens glatte Løv, eller naar Maaneskæret risler som Sølv- kaskader ned over dens vuggende Blade. Men her inde under Stor- skovens Hvælvinger, hvor Lyset er mat og glansløst som bag et grønt Florsforhæng, her er det de høje Bregnetræer, der er Under- skovens ædleste Smykke. Der er over en Gruppe af disse stolte og dog saa sarte Rester af Kulperiodens Skove en egen feagtig Charme, en æventyrlig, romantisk Maaneskinsstemning, der henflytter Be- skuerens Fantasi til andre Kloder, andre Tider, hvor Kampen for Tilværelsen endnu lader »det skønne« leve, selv om det ikke har alle »det nyttige«s Eksistensbetingelser. Det er ved Synet af en saadan enlig Gruppe Bregnetræer, skjult i Urskovens mørke, fugtige Indre, at der kan opstaa en Følelse af Vemod over Tilværelseskampens ubønhørlige Lov. — Hvis Sydame-