Naturens Vidundere

===== 249 rikas Indianere havde haft mindste Anelse om Kulperioden, vilde de i deres Lands Bregnetræer kunnet se et Symbol paa deres egen U dry dclelsesskæbne.------- Vidunderligst af alle Vækster, der skyder op fra Skovbunden, er dog Lianerne, disse træagtige, klatrende eller slyngende Planter, hvis Formrigdom og fantastiske Ydre næppe nok en Gustave Doré kunde have gengivet. Medens vi her hjemme kun kender et Par træagtige klatrende Vækster — Vedbend, Gedeblad og Skovranke — og kun faa urteagtige, er de tropiske Lianers Artsantal over to Tusindl Man træffer dem i Planterigets mest forskellige Afdelinger. Selv blandt de stive Padderokker findes der i Amerika en Lian! Blandt Bregnerne findes der paa Ny Zealand en Form, hvis slyngende Bladstilke bliver indtil 33 Meter høje. Endogsaa blandt Naaletræernes ranke Former gives der Lianer. Og saaledes i alle Planteafdelinger. »Hvem der for første Gang hører om klatrende Græsser, Kaktus og Palmer, faar en Følelse, som om Naturen vilde modsige sig selv i disse Planteformer,« siger Haberlandt og giver en malende Beskri- velse af en af de mærkeligste PaZme-Lianer, Rotang- eller Spanskrørs- palmen, hvis armtynde Stamme naar op over de ostindiske Urskoves højeste Kæmpetræer, over hvis Kroner dens sirlige Fjerbusk vajer og blinker i Sollyset. Herop er den naaet paa følgende Maade: Fra Bladstilkene udgaar indtil et Par Meter lange, yderst elastiske og stærke Slynger, besatte med talrige Kroge, for hvis Nærhed man maa vogte sig vel; thi ved mindste Vindstød hvirvles Slyngerne rundt omkring og hager sig saa fast i, hvad de møder, at ingen Storm kan løsrive dem. Saaledes forankret til alle Sider bugter Palmen sig til- vejrs, udskyder nye Blade med Slynger og faar højere oppe nye Støtte- punkter i andre Træer — indtil den sluttelig har naaet sit Maal: Lyset oven over alle øvrige Nabokroner. Nu kan den ikke naa højere. For- gæves pisker Bladslyngerne rundt i den tomme Luft. Efterhaanden dør dens ældre Blade imidlertid bort, og idet Palmen derved mister sine Ankere og er ude af Stand til ved egne Kræfter at bære sin Vægt, rutscher den et Stykke ned, indtil de øverste Bladslynger kan tage fat, stanse den i Farten og give den nye Chancer for igen at naa til- vejrs. Men dybt nede paa Skovbunden danner dens nedgledne, sam- men vundne Stamme — der kan naa over 300 Meters Længde! —