Naturens Vidundere

Lige saa stor Lianernes Mængde er, lige saa stor er deres Form- vigdom. Nogle er knudrede, andre slanke og glatte; nogle er flade som Baand, andre bølgeformig buede og mærkelig indhulede. Nogle holder sig fast med spidse Torne, andre med krumme Hager, medens atter andre ingen særlige Fasthæftningsredskaber har. Nogle er traad- fine, andre tykkere end de sværeste Kabler. Men alle er de sejge og elastiske og har næsten ubegrænset Længdevækst. Ikke blot i det Ydre minder Lianerne om Tove; ogsaa deres ana- tomiske Bygning er ganske overensstemmende med solidt Tovværk, tilpasset til at kunne yde stærk Modstand mod Ryk og Træk, naar Stormen rusker i Kronerne eller naar en af de støttende Stammer falder omkuld, mæt af Dage. Interessant er det at se, hvorledes denne indre Tilpasning har ført til, at Lianens Ved ikke, som andre tokim- bladede Stænglers, danner en samlet Masse, men er kløvet og op- løst i flere Strenge, der tillader en stærk Forskydning af de enkelte Dele og derved betinger Lianstammens store Bøjelighed og Elasti- citet. Dens Levedygtighed er saaledes ypperlig sikret, og mange Li- aners Alder overgaas næppe af selv gamle Urskovstræer! Styrter et saadant om, søger dens Lianer blot videre til Nabotræerne, ved hvis Støtte de paany hæver sig fra Skovbundens Mørke op i Lyset for først der at udfolde deres Blade og Blomster i Støttetræets Krone. Tilsidst kun en Bemærkning om den ejendommelige Voksemaade, man har iagttaget hos Lianer, der ikke har særlige Fasthæftnings- redskaber. Hos dem er Stængelspidsen skraat eller horisontalt bøjet og kredser under Længdevæksten bestandig langsomt rundt — ganske som Darwin har iagttaget det hos vore hjemlige slyngende Planter. Men medens den Kreds, disse beskriver, kun er af faa Centimeters Gennemsnit, kan den hos de hurtig voksende tropiske Lianer naa indtil et Par Meters Tværmaal. Haberlandt har endog set slange- tormig kredsende Lianslynger paa 2—3 Meters Længde. »Fra Time til Time skifter disse talrige, kredsende Grene Plads, og lig kæmpe- store, slanke Polyparme søger de i vid Omkreds efter Støttepunkter. Uvilkaarlig tænker man sig, hvilket fantastisk, uhyggeligt Syn det maatte være, hvis alle disse langt fremstrakte Slynggrene pludselig gav sig til at beskrive deres store Kredse med hundredfold Hastighed.«