Naturens Vidundere

264 utroligt, at denne sære Vækst er en nær Slægtning af den lille Sin- grøn (Vinca minor), hvis blaa Blomster og ovale, vintergrønne Blade vi saa godt kender fra vore Haver og Kirkegaarde. Og dog er det saa. Trods Forklædningen har Botanikerne fundet ud af Slægtskabs- forholdet og har set, at Maskeringen som Kaktus udelukkende er en vidt dreven Tilpasning efter Klima og Voksested, idet Stængelens kødede, saftfyldte Væv her ■— som hos adskillige andre Ørken- og Steppevækster — er et af de mange Midler, Planterne kan anvende til at modstaa Tørke. Men hvilken Modsætning mellem disse langsomt voksende, maaske et Aarhundred gamle, i Tørtiden afbladede og arrede Pæle og den nydelige lille Vinca — Rousseaus og Romantikens berømte »blaa Blomst« — eller, for at nævne en anden europæisk Slægtning, Ita- liens duftende, skyggende Neriumlunde. Her, som saa ofte i den organiske Naturs Vrimmel af Tilpasninger og Omdannelser, kan man med Sandhed sige: Modsætningerne mødes: * * * Faa Steder fremtræder Planternes Tilpasning efter Voksested og Naturforhold saa skarpt og ofte brat overraskende som paa Campos, de uhyre, bølgeformede Sletter, der udgør Brasiliens Indre — et øfor- migt, savanneagtigt Højland, omrammet af en Bræmme af yppig Skov, som den vi før har skildret. Skulde man henføre Campos-Landskabet til noget bekendt og søge lettere at tydeliggøre det ved en Sammenligning, kan man ikke let komme Billedet nærmere end ved at tænke sig de gamle sønder- jydske Abildgaarde flyttede ud paa de jydske Heder og dækkende disse saa vidt, Øjet rækker. Campostræerne har samme knudrede, krogede Former som gamle Æbletræer og staar, ligesom disse, saa vidt fra hinanden, at de overalt giver den gaaende, oftest endog Ryt- teren, Plads til at komme frem; — i begge disse Henseende danner de altsaa den skarpeste Modsætning til Tropeskovens ranke Træ- søjler med deres Fletværk af Lianer. At det er Tørhed, der fremfor noget betinger Campostræernes Vækstmaade, opdager man let; thi gennem Sletterne slynger sig et Net af Smaaskove, følgende de Vand- løb og fugtige Dalsænkninger, der gennemfarer Højlandet. Disse Smaaskove er ligesom Fangarme ud fra Skovregionen og har i alt væsentligt bevaret dennes Præg. Deres Indre er lige saa tæt og uigen- nemtrængeligt, og i dem dominerer de samme Plantefamilier som i Kystskovene, om end Træerne er meget lavere og spinklere og Gre-