Naturens Vidundere

266 nene ikke saa rigt draperede med Bregner, Orkideer og andre Epi- fyter. Den fremherskende Landskabstype er imidlertid bølgeformede Højsletter, hvis Græstuers stive, grove, graalige eller blaagrønne Blade kun i Regntidens Begyndelse har vore Enges friske Tone. Over Græsset hæver sig spredt staaende, kun halvanden til seks Meter høje Træer, karakteristiske ved deres fantastisk krummede, tyk- barkede Stammer og Grene, ved deres Mangel paa ranke Skud og Fig. 150. Vestindisk Mangrove af Rhizophora. (Børgesen). Luftrødderne tjener ikke blot som Støtte- Tødder, men leder ogsaa Ilt ned til Dyndbundens Rødder. Ved Flodtid gaar Vandet op til den Højde, hvor Bladene begynder. ved deres brede, men løvfattige Kroner, hvis Blade oftest er læder- agtige eller overtrukne med et blaaligt Vokslag. Ejendommelig for disse Camposlun.de er deres aabne, lyse Karakter og deres fuldstæn- dige Mangel paa Slyngplanter og paa de talløse Epifyter, der i Skov- regionen. paa Grund af Lysmangel, flygter op i Træernes Kroner og danner hængende Haver. Her paa Campos er Blomsterhaverne igen — som i de tempererede Egne — rykkede ned paa Jorden og danner Buske og Urter mellem Græstuerne. Vegetationens Lighed med de tempererede Klimabælters bliver endnu mere iøjnefaldende i de Camposegne, hvor Tørheden er saa