Naturens Vidundere

312 Klima, der er ligesaa ugunstigt som Polaregnenes, men hvor Menne- sket ikke kan naa dem. I denne Forbindelse er det værd at omtale, at Quagga-Zebraen, som aldrig kommer sammen med Dauw-Zebraen, ikke desmindre lever i udmærket Forstaaelse baade med Strudsene, som er fortrinlige Vagtposter, og ogsaa med Gazellerne, flere Antilop- arter og Gnuerne. Vi har saaledes et Tilfælde paa gensidig Utilbøje- lighed mellem Quagga og Dauw, der ikke kan forklares som en Følge af Kampen for Føden. Den Kendsgerning, at Quaggaen lever i Sel- skab med Drøvtyggere, der æder samme Slags Græs som den, ude- lukker denne Antagelse, og vi kan derfor kun formode, at der er en Ulighed i Karakter til Stede. Mange slaaende Eksempler paa Samfundsliv findes i den store Afdeling Drøvtyggere. Der var Grund til at dvæle ved den Vagtsom- hed, de dertil hørende Dyr udviser overfor Hjordens Sikkerhed, ved den Ængstelse, Gemseflokken lægger for Dagen, indtil hver enkelt af Dyrene har klaret et vanskeligt Sted paa Vejen over Klipperne, ved den Omhu, hvormed de antager sig moderløse Kid, den For- tvivlelse, Gazellen viser, naar dens Mage eller en Kammerat af samme Køn er ble ven dræbt, ved Kiddenes Lege og mange andre Træk. Jeg burde ligeledes sige nogle Ord om Elejantens Familjeforbund, om disse Dyrs indbyrdes Hengivenhed, deres Vagtsomhed og de ven- lige Følelser, der udvikles hos dem ved at føre et Liv, baseret paa nøje Sammenslutning og gensidig Hjælp. Efter Samuel W. Baker slutter Elefanterne sig sammen i større Grupper end »Familjen«, og han siger f. Eks.: »I den Del af Ceylon, der kaldes Parklandet, har jeg ofte set store Elefanttog, der efter al Sandsynlighed har været en Mængde forskellige Hjorde, som har sluttet sig sammen for at vandre bort fra en Egn, de ansaa for usikker«. Jeg kunde ogsaa for- tælle Eksempler paa Samfundsfølelse blandt hine saa foragtede Skab- ninger Vildsvinene og sige mangt et rosende Ord om deres Evne til at modstaa et Rovdyrs Angreb. Ogsaa Nilhesten og Rhinoceros vilde finde deres Plads i et Arbejde, der omhandlede Dyrenes Samfunds- følelse. Om Sælernes og Hvalrossernes Selskabelighed og indbyrdes Hengivenhed kunde der skrives meget interessant; men jeg maa endnu tale lidt om Abesamfundene, der fordrer særlig Opmærksomhed. Det er næppe nødvendigt at sige, at Aberne, der staar højest i Dyreverdenen og ved Bygning og Intelligens kommer Mennesket nærmest, er usædvanligt selskabelige. Naturligvis maa vi være for- beredt paa at træffe en Mængde Afvigelser i Karakter og Vaner i en saa stor Afdeling af Dyreriget, der tæller flere Hundrede Arter. Dog ka,n det hævdes, at Selskabelighed, fælles Optræden, gensidig