Naturens Vidundere

45 stillede denne (Fig. 30). Saaledes forstaar denne Edderkop til Fuld- kommenhed at agere Mading for sit Bytte; thi disse og andre Som- merfugle lever virkelig af Fugleekskrementer, hvilket Forbes senere iagttog og ofte fik bekræftet. En anden levende Fælde — men af betydelig mere æstetisk Virk- ning! — er et indisk Insekt, en vingeløs »Knæler«, der saa skuffende ligner en rød Orkidé, at endogsaa en Botaniker engang lod sig narre deraf. Insektets Krop og Lemmer har en saadan Form og Farve, og dets Stilling er netop en saadan, naar det sidder paa Lur mellem det grønne Løv, at det straks falder i Øjnene og absolut maa blive an- taget for en Orkidé. Dets Træskhed belønnes rigeligt: Sommerfugle og andre naive Insekter flyver lige i dets Favn. De haaber der at finde liflig Honning; men de finder kun — Døden. » Advarselsfarver «. Den engelske Naturforsker Wallace fortæller et Sted følgende lille Rejseoplevelse fra Nordamerika: »Medens jeg i Juli 1887 gjorde nogle faa Dages Ophold i et Hotel paa Central Pacifikbanen, drev jeg en Aften efter Middagen om uden- for og saa da paa Vejen, knap halvtredsindstyve Meter fra Huset, et smukt lille, hvidt og sort Dyr med en busket Hale komme hen imod mig. Da det köm ganske langsomt, uden Spor af Frygt, skønt det tydelig nok saa mig, tænkte jeg først, at det maatte være tamt; men pludselig gik det op for mig, at det maatte være et Stinkdyr (Fig. 31), Det kom mig nær paa fem, seks Meters Afstand, krøb saa roligt over et lavt Dige og forsvandt under et Udhus for — som Hotel- ejeren senere fortalte mig — at søge efter Kyllinger. Som bekendt udsondrer Stinkdyret en meget ubehagelig Vædske, hvormed det kan oversprøjte sine Fjender og saaledes værne sig mod Angreb. Denne Vædske har en saa gennemtrængende Stank, at den ødelægger alt, hvad den berører eller kommer nær. Madvarer, som staar i Nærheden, bliver uspiselige, og Klæder, der befænges dermed, beholder denne Stank flere Uger igennem, selv om de gentagne Gange vadskes og tørres. En eneste Draabe deraf i Øjet foraarsager Blindhed, og In- dianerne skal derved ikke sjældent miste Synet. Takket være dette ejendommelige Forsvarsmiddel angribes Stinkdyret kun sjældent af andre Dyr, og dets sorthvide Pels og hvide, buskede Hale, som det løfter til Vejrs, naar det forstyrres, er de Faresignaler, hvorved det i Tusmørket eller i Maaneskæret let kendes fra værgeløse Dyr. Dets