Naturens Vidundere

47 Fjenden, at være et Slags Signalflag, der skal afværge mulige For- vekslinger, — Forvekslinger, der kan være lige saa ubehagelige for Angriberen som for den angrebne Part. Saadanne, fra Omgivelserne saa vidt muligt afstikkende Farvel- finder vi hos en Mængde giftige, stinkende eller i det hele uspiselige Dyr, — hyppigst dog blandt Insekternes store, brogede Skare, der er udsat for saa talrige, i fysisk Kraft langt overlegne Forfølgere. Det er fornemmelig gule eller røde Pletter og Striber paa sort Grund, der tillægges Betydning som Advarselstegn, fordi de ved deres grelle Modsætning, dels indbyrdes, dels til Omgivelsernes Grønt udmærket egner sig til paa lang Afstand at falde i Øjnene. T de almindelige Humlebier og Gedehamse (n. Hvepse) har vi velbekendte Eksemp- ler paa denne Farvesammenstilling; men ogsaa paa dette Omraade maa vi gaa til Troperne for at finde de mest slaaende Eksempler. Særlig bekendte er tre Sommerfuglefamilier (Heliconidæ, Danaidæ og Acrceidoe), der fortrinsvis har hjemme i Sydamerika, Ostindien og Afrika. Til disse Familier hører nogle af Tropernes skønneste Som- merfugle, hvis straalende Farvepragt og langsomme, mageligt vug- gende Flugt paa brede Vingefang tilstrækkeligt viser, at de maa be- sidde en eller anden Egenskab, der gør dem trygge overfor Fuglene. Heller ikke mens de hviler med sammenklappede Vinger, skjules de- res Farvepragt; thi i Modsætning til andre Dagsommerfugle er deres Vingers Underside omtrent lige saa stærkt farvet som Oversiden; og som for ret at stille sig til Skue sætter de sig gerne til Hvile paa de mest iøjnefaldende Steder og gemmer sig ikke som andie Sommer- fugle under Løvet. Kort sagt, i alle Henseender synes de prisgivne som et let Bytte for Fjenden. Og dog er de saavel ved deres Arts- rigdom som ved Individernes Mængde nogle af Tropernes mest al- mindelige Sommerfugle, som man genser alle Vegne. — Forklaringen er den, at de alle besidder ildelugtende Vædsker. Klemmer man en af dem ihjel mellem Fingrene, farves disse gule og kommer til at lugte saa stærkt, at man maa vadske dem adskillige Gange, inden Stanken fortager sig. At de insektædende Dyr føler stærkt Ubehag ved denne Stank eller maaske ligefrem ikke kan taale de skarpe Vædsker frem- gaar af mange Iagttagelser. Belt forsøgte ofte at give sin tamme Abe af disse Insekter, men skønt Dyret ellers med stor Fornøjelse slugte de Sommerfugle, han rakte det, tog det nok, velopdragent som det var, imod Gaven, men trillede den med Fingrene sammen til en Kugle, smed den bort og lod sig heller aldrig siden bevæge til at spise nogen af disse Sommerfugle. Paa samme Maade bar Aben sig i øvrigt ad over for forskellige andre særlig stærkt straalende Insekter, bl. a. de