Naturens Vidundere

81 Hjertet os altsaa. i bogstavelig Forstand, helt oppe i Halsen! Den fra Hjertet udgaaende Pulsaarestamme deler sig i lige saa mange Sidegrene, som der er Gællebuer, og langs hver af disse gaar en Gren op til Rygsiden, hvor de alle forenes i een Stamme, gennem hvilken Blodet strømmer ud i Legemet. Det hele Blodomløb foregaar med andre Ord som hos Fiskene, men ganske forskelligt fra, hvad der senere bliver Tilfældet. Efterhaanden rykker Hjertet længere bagtil, alt som Lungerne udvikles, og indtager sin Plads mellem disse; det faar nu tre Rum (som hos Padderne og Krybdyrene) og først endnu senere — hos Fugle og Pattedyr — alle sine fire Afdelinger. Ogsaa Lungernes Dannelse kan afledes af de for Fiskene gældende Forhold, idet de ligesom Fiskenes Svømmeblære simpelt hen opstaar ved Udposninger fra Svælget. Lige saa slaaende viser de øvrige Legemsdeles Udvikling Hvirvel- dyrenes Nedstamning fra oprindelig meget lavtstaaende Former. Saa- ledes anlægges vort mest typiske Organ, Hvirvelsøjlen, hos Fosteret kun som en tynd Bruskstreng, der uden nogen som helst Sondring i Hvirvler strækker sig gennem Legemet, — et Forhold, der virkelig er bevaret som blivende Trin hos et meget lavtstaaende Hvirveldyr, den saakaldte Lanceljisk eller Trevlemund. Derpaa udvider den for- reste Del sig til en Bruskkapsel, der omslutter det Parti af Rygmar- ven, som svulmer op og bliver til Hjernen; men selve Hjernekassen udgør een sammenhængende Masse uden nogen Sondring mellem de enkelte Skeletdele, ganske som hos en anden Gruppe meget gamle H vir veldy rf or mer, Hajerne. Allerede Goethe havde, ledet af sin filosofiske Trang til overalt i Naturen at føre det uensartede, sammensatte tilbage til en fælles, simpel Urtype, fremsat den Teori, at Hovedets Skelet kun er at be- tragte som en Omdannelse af Hvirvelsøjlens forreste Del, en Om- dannelse, der maatte gaa Haand i Haand med de andre Omdannel- ser af Hovedet som særligt Sæde for Hjernen, Sanseorganerne, Mun den og Svælget. Goethes »Hvirvelteori« har, — om den end i sine En- keltheder er ble ven beskaaret og modificeret, — faaet den smukkeste Bekræftelse ikke blot ved de sammenlignende anatomiske Studier, men ogsaa i Fosterudviklingen, og det er nu den almindelig antagne Tydning af Hovedets tilsyneladende saa indviklede Skelet at be- tragte Hjernekassens Gulv som den direkte Fortsættelse af vort cen- trale Skelet, Rygraden, og de derfra udgaaende Buer — Kæberne, Tungebensbuen og Fiskenes Gællebuer — som svarende til Ribbenene, der jo ligeledes udgaar som Buer parvis fra Hvirvelsøjlen. Naturens Vidundere. 6