Naturens Vidundere

82 Den Opfattelse, Goethe naaede, delvis ad Spekulationens Vej, er saaledes nu baade gennem den sammenlignende Anatomis og Foster- lærens Resultater bleven en videnskabelig Teori og det vigtigste Grundlag for Studiet af Hvirveldyrenes Legeme. _________Men vi skal ikke gaa ind paa flere Enkeltheder. Alene et Blik paa Fosterrækkerne (Fig. 58 III) af helt forskellige Hvirveldyr som en Fisk, en Padde, et Krybdyr, en Fugl og to Pattedyr vil bedre end mange Ord overtyde Læseren om den Grundlighed, der gør sig gældende under Fosterudviklingen. Lader man Øjet glide horisontalt hen over øverste Række og dækker over de andre, vil man se, hvor vanskeligt det er at afgøre, hvilket af disse Fostre der vil blive til en Fisk og hvilket til et Menneske. Alle har de Gællespalter og lang fiskeagtig Hale, og hos alle er selve Legemets J orm ens, idet vi ser bort fra de ydre Hinder og Vedhæng hos Pattedyrfostrene. I næste Række er Ensartetheden allerede betydelig mindre, men Lemmerne er dog endnu saa uudviklede, at de selv hos Mennesket er kortere end Halen. Først paa et endnu senere Trin begynder den endelige Skikkelse at forme sig ud af dens oprindelig ubestemmelige Masse, der næppe nok kan sammenlignes med en Billedhuggers raa Udkast i Ler, men i hvis grove Linier vi dog skimter et skitseret Billed, »et fordunklet Maleri« af alle Hvirveldyrs fælles Urtype. Fosterudviklingen og Restorganerne frembyder saaledes visse Lig- heder, som det er interessant og oplysende at lægge Mærke til: Naar der hos et Dyr (eller en Plante) udvikles Organer, der ikke mere fungerer, saa er det jo et Kraftspild til ingen Nytte for Organis- men. Det er Nedarvningens konservative Element, der her træder i Modsætning til Tilpasningens fremadskridende Magt. Denne søger at tilføre de virksomme Legemsdele al den Næringsvædske, den raader over, medens hin sejgt søger at bevare de nedarvede Former, selv efter at de er ophørt at funktionere. I det lange Løb, under den frem- adskridende Udvikling, taber det konservative Element mere og mere Terræn, og sluttelig kan de unyttige Restorganer helt forsvinde — som f. Eks. Lemmerne hos de aller fleste Slanger. En lignende unyttig Anvendelse af Stof og Kraft iagttager vi i Organ i sm ern p,s individuelle Udvikling. Naar f. Eks. Fostre af Drøv- tyggere paa et vist Tidspunkt viser Anlæg til Fortænder i Overmun- den, og disse Tænder atter forsvinder uden at komme til Gennem- brud, eller naar det gaar paa lignende Vis med Fostrets Tænder hos de tandløse Bardehvaler (Fig. 54), saa kan den Slags Omveje i Udviklingen naturligvis kun forstaas paa samme Maade som de ru- dimentære Organers Optræden — nemlig ud fra et rent historisk,