Naturens Vidundere

afstamningsmæssigt Synspunkt. De er Resultater af Nedarvningens konservative Kraft. Ingen anden Forklaring løser Gaaden. Men Udviklingens Omveje er hyppig langt større. Af Frøens Æg fremkommer der jo ikke direkte en Frø uden Hale og med Lunger, men en Haletudse, d. v. s. et Væsen med Svømmehale og aandende ved Gæller som en Fisk, og disse Gæller sidder ligesom hos Fiskene paa Gællebuer, hvorimellem Spalter fører fra Svælget ud til Om- verdenen. Ja selv om Larverne, som hos visse tropiske Frøer og Tud- ser, aldrig kommer i Vand, udvikles dei alligevel Svømmehale og Gæller. Ogsaa Alpesalamanderens Larver, der gennemløber hele deres Udvikling inde i Moderens Æggeleder, har paa et vist Tids- punkt Gæller, der forsvinder inden Fødselen. — Alle disse Omveje finder kun deres naturlige Forklaring ved, at Padderne nedstammer fra jiskeagtige, gælleaandende Forfædre. Selv hos Krybdyrenes, Fuglenes og Pattedyrenes Fostre optræder, som vi saa, Gællebuer og Gællespalter; kun er Spalterne undertiden ikke fuldstændig brudt igennem, men skyder sig som lommelignende Udposninger ind mellem Gællebuerne. Disse bærer ganske vist ikke Gæller, men endnu hos dem gaar Blodkarrene fra Hjertet ud gen- nem Gællebuerne — ganske den samme Ordning som hos Fiskene, hvor Blodet imidlertid føres derud til virkelig Nytte, nemlig for Aande- drættets Skyld. Under de nævnte Dyreklassers videre Udvikling for- svinder eller omdannes Gællebuer, Gællespalter og Blodkar, og disse forbigaaende Udviklingstrin viser altsaa en Omvej, der kun lader sig forklare ad historisk Vej, d. v. s. ved at antage, at de i Luften og paa Landjorden levende, luftaandende Hvirveldyr nedstammer fra gælleaandende, fiskeagtige Vandbeboere. Nødvendige er saadanne Omveje i Udviklingen dog ikke; de kan efterhaanden afkortes. Dette ser vi f. Eks. deraf, at Fuglefostrenes Næb ikke viser Anlæg til Tænder — og dog ved vi gennem de Rester af Tandfugle (Fig. 62), der er fundne i Kridttidens Jordlag, at de nulevende Fugles Forfædre havde Tænder. I saadanne Tilfælde har altsaa Tilpasningens fremadskridende Kraft vundet fuldstændig Sejr over Nedarvningens Tendens til at gentage den historiske Udvik lings Gang. Heller ikke maa man tro, at alle »Omveje« har en saadan histo- risk Betydning. Adskillige maa forklares som særlige Tilpasninger til bestemte Livsforhold under det paagældende Udviklingstrin. Saaledes er Sommerfuglens Puppetilstand ikke en historisk Rest eller en Om- vej. Puppen hverken bevæger sig eller tager Føde til sig; men et ud- voksent Dyr kan ikke tænkes eksistere i en saadan blivende Tilstand;