Naturens Vidundere

91 Adels- og velstaaende Borgerslægters Vedkommende kunde det maa- ske endda gaa nogenlunde an: de har deres egne Familiebegravelser, hvis Stentavler giver udførlige Oplysninger om Fødsels- og Dødsaar, Giftermaal o. s. v. Dog, selv Stentavlerne forvitret og smuldrer hen under Tidens Tand, og Inskriptionerne bliver ulæselige. Men der er andre, som maa nøjes med gennem et malet Trækors at overgive deres Navne til Efterverdenen; — og endnu flere maa tage til Takke med en navnløs, snart ud jævnet Jordtuc. Saaledes ogsaa i Naturens Kirkegaard. Talløse Planter og Dyr kan slet ikke efterlade sig noget varigt Spor, fordi deres Legeme ikke a bed Fig. 66. Hjernens Udvikling hos Pattedyr i Tertiærtiden Hos de senere, yngre Former (c og cl) træffer vi større og mere udviklede Hjerner end hos de tidligere, ældre (a og b). indeholder de mindste faste Genstande og hurtigt maa henfalde til det, hvoraf de er komne: Støv og Luft. Andre er vel gunstigere stil- lede, men selv blandt dem er det kun et ringe Tal, hvis Rester over- leveres til Efterverdenen. Kun de, der finder deres Død i Vandet, eller hvis Lig føres derud i, har Mulighed derfor, fordi kun de er be- skyttede mod Atmosfærens ødelæggende Indvirkning. Men selv de maa ofte give tabt over for de vulkanske, fysiske og kemiske Kræf- ters forstyrrende og fortærende Virksomhed. Vi har altsaa ingenlunde Lov til at være fordringsfulde, maa tværtimod være taknemmelige for hvert enkelt Fund, der aaben- barer os blot det mindste Indblik i Fortidens Liv. Men endelig — sidst, ikke mindst — er der endnu en Aarsag, hvor- for vi ikke maa spænde Forventningens Bue for højt: Naar vi be- tænker, hvor uhyre stor den Kirkegaard er, som vi har at under- søge, — vor Klodes hele Overflade, — fatter vi let, at det kun er en saare ringe Brøkdel, vi har kunnet udforske. Største Parten deraf,