Naturens Vidundere

93 Fig. 68. Overgangsformer hos Sumpsnegle fra Tertiærtiden. de Strækninger, der (lækkes af Verdenshavene, kan vi jo slet ikke gøre til Genstand for pælaontologiske Undersøgelser; og af Fast- landene har endnu kun en ringe Del været Maal for disse. Hvor uen- delig meget mere der i Fremtiden kan ventes bragt for Dagens Lys, fremgaar af de forbavsende rige Forsteningsfund, den sidste Men- neskealder har været Vidne til i Europa og Amerika. De har, som Huxley siger, udvidet vort Kendskab til Fortidens Dyreliv »lige saa stærkt, som hvis Zoologerne hav- de opdaget et hid- til ukendt Land, saa rigt paa nye Livsformer, som Brasilien eller Sydafrika fordum var det for Euro- pæerne.« Og disse Fund er endda gjorte paa enkel- te, ganske smaa Omraader. Hvor meget ligger da ikke endnu begra- vet i Jordens — og i Fremtidens — Skød. Darwin havde altsaa fuld Ret til at paaberaabe sig vor geologiske Videns Ufuldstændighed, og kun hvis Forste- ningerne vidnede mod Udvikling, vilde Sagen være tabt. Men dette er langtfra Tilfældet. Tværtimod har vi jo, som set, allerede lært adskillige Fund at kende, der taler for Afstamning, og desuden er alle de almindelige Resultater, den palæontologiske Forskning fører til, i Overensstemmelse med Udviklingstanken og kan kun logisk for- staas ud fra denne. For blot at nævne de vigtigste Grundregler: For det første fin- der det overalt Bekræftelse, at ethvert Lands Plante- og Dyrever- den viser større eller mindre Lighed — Slægtskab — med det nu- værende Plante- og Dyreverden, og at denne Lighed er desto fuld- stændigere, jo nyere Jordperioder Forsteningerne tilhører, d. v. s.