Industriudstillingstidende 1852

82 Oi-ermlkndenes G^enscerd. Den hellige Venceslaus's Aften — man skal snart erfare, hvorfor jeg nævner denne Hel- gen, hvem jeg forøvrigt er ugudelig nok til ikke at fjende — sad jeg og læste „Fædrelandet", „Kjobenhavnsposten", „Dagbladet" og „Ber lingste Tidende". Jeg ærgrede mig ikke saa smaat endda; thi samtlige nævnte Blade havde gode, grundige Artikler om Jndustriudstillingen, de udstillede Sager vare bedømte omtrent saa ledes, som Kuustacademiets Arbeiter hvert Aar i Neglen bedømmes. Hvilken Fvlde as Ind- sigter — tænkte jeg i mil stille Sind — maae dog ikke hine Blates Referenter være i Besiddelse af, for saaledes at kunne recensere de forsijellige Afdelinger, lsær da der eguillig ingen Afdelinger etc i Jtttustriutstillingeu I Men met) denne min glodende Beundring blandede sig en god Deel astecraa Misundelse og brantguul W.grelse og violet Skinsyge; det tilstaaer jeg opriglig. Dog hvo vil kaste den forste Steen paa mig? Man sætte sig ind i min Situation! Jeg har en „Jn- dustriudstillings-Tidende", og er dog ikke capabel for at forskaffe mig en Medarbeider, der er i Besiddelse af den alsidige Fagkundskab, som hille ærede Blades Inserater om ikke just bugne under, saa dog vidlie om. Jeg har henvendt mig til kyndige Folk i næsten ethvert af de repræsen- terede Fag med Bon om velvillig Assistance; jeg har, som Spandet, endog vovet at frie til Damerne; men jeg har faaet Kurven af disse og uopfyldte Lofter af hine. Maa det da ikke ærgre mig, at see de ommeldte grundige Artikler ligesom regue ned over nævnte lykkelige Blade, uden at et Dryp kan falde af til mig? Kan jeg forsvare for Gud og Mennestene — og for min egen blye Muse, — at jeg selv haandterer med Jydepotter, Støbegods, Uldvare og Kultjære, uden at kourme til Ende dermed, uden critist og Stykke for Stykke at gjennemgaae den hele Blomst af den danste Industri, fra Tuft til den af- bladede Stilk? I disse traurige, ærgerlige, ja hartad stam- fulde Selvbetragtninger blev jeg afbrudt ved Mester Damborg. Læseren veed vel ikke, hvem Mester Dam- borg er, og troer maaskee, det er Hofforgylderen af samme Navn; men det er ikke ham. Mester Damborg er min Skomager, egentlig er han llvk ikke (men det er i Fortrolighed sagt) saa ganste rigtig Laugsmester; dog det er ligemeget: vi kalde ham i mit Huus altid Mester. Han er et Slags Bisidder, Oldgesel eller saadant Noget ved det nævnte Laug, og i denne Egen- flab kom han til mig med en flittig Hilsen fra Oldermanden. „Sid ned, Mester Damborg!" sagde jeg „og drik et lille Glas Viin, der kan varme den gamle Mave." „Ja, ellers Tak!" svarede han; „men jeg har lidt travlt i Aften." „Saa! Formodentlig en Bunke Tilsigelser, Restancer for Tidepenge etcetera?" spurgte jeg. „Nei, ikke endda. Men jeg iler efter at komme hjem; thi fordetferste er det Ftlldmaane i Aften, fordetandet er det Sancta Vences- laus og fordettredie er det jo Michelsaften.« „Ja den sidste Grund er den vægtigste," bemærkede jeg smilende og klinkede med ham. „Velgaaende! — Uf! hvor Deres Viin var stærk," udbrød hart med en betydelig Hoste. »De har Ret," indrømmede jeg, da jeg ligeledes havde tømr mit Glas, og nu, til min ikke ringe Forskrækkelse, først bemærkede, at jeg havde taget feil og sijcenket af er: Flaste gammel Rom, paa hvilken jeg havde sat Solbær for en Morbroder, der lider af Gigt. „Det kunde nok hænds sig," meente han, „at vi En for Begge og Begge for En, som de sige deroppe i Retten, formedelst denne Feil- j tagelse fik, hvad man kalder en Blyhat. Jeg taler nu ikke om Dem — Vorherre bevare os! — Jeg mener kun mig selv, og Enhver maa svare for sig. Men med alt Det, var det dog en Guds Lykke, at det ikke var Blækflasten, De hældte af." „Dens Indhold havde vel neppe heller