Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

272 ELEKTRICITETENS NATUR kundet, d. v. s. 1/3 af Lysets Hastighed eller 100 000 Gange den Fart, hvormed de hurtigste Kanonprojektiler udsendes. Naar Katoden be- klædes med Metalilter og tillige opvarmes, kan allerede saa lave Spæn- dinger som 100 eller 200 Volt frembringe Katodestraaler, der da har ringe Hastighed og derfor af bøjes stærkt. Efter den i forrige Aarhundrede fremherskende Opfattelse af po- sitiv og negativ Elektricitet som to i det væsentlige ligestillede Mod- sætninger syntes de negative Katodestraaler uden tilsvarende positive Anodestraaler nærmest at være en Uting, noget som stred mod god Orden. Man har nu i Virkeligheden for et Par Aar siden paavist, at ogsaa Anoden — naar den beklædes med Salte — kan bringes til at udsende Straaler, og at disse Straaler bestaar af positiv elektriske Smaadele, som farer ud fra Anoden. Men det har tillige vist sig, at de Smaadele, hvoraf Anodestraalerne — saa vel som andre i Vakuum- rør optrædende positive Straaler — er af en helt anden Beskaffen- hed end dem, der danner Katodestraalerne. De positive Smaadeles Masser er nemlig af Atomstørrelse, og de er forskellige efter de Stof- fer, som findes i Røret. Er Anoden f. Eks. beklædt med Kogsalt, der bestaar af Grundstofferne Klor og Natrium, saa finder man, at Anode- straalerne bestaar af Smaadele med lignende Masse som Natrium- atomerne; efter al Sandsynlighed er det Natriumatomer. I intet Til- fælde har man fundet positive Smaadele, hvis Masse var mindre end Brintatomets. Der er altsaa en Grundforskel mellem de positive Anodestraaler og de negative Katodestraaler. Medens de første bestaar af de kemi- ske Grundstoffers Atomer, bestaar de sidste af en helt anden Slags Smaadele, hvis Tilstedeværelse man tidligere ikke havde anet, og hvis Masse er omtrent et Par tusind Gange saa ringe som det mindste Grundstof atoms. Paa Grundlag af disse og andre Kendsgerninger er man naaet til den Erkendelse, at de Smaadele vi træffer i Katodestraalerne er, hvad man kunde kalde Elektricitetens Bærere eller, om man vil, Elektrici- tetsstoffets Atomer, og man har givet dem Navnet Elektroner. Som det blev nævnt S. 19 Bd. I, maa man antage, at der i alle Stoffer findes Elektroner, som dels kan være knyttede til Stoffets Ato- mer, dels gaa frit om. Hvert Atom, som befinder sig i normal uelek- trisk Tilstand, maa antages at indeholde i det allermindste én Elek- tron, som kan løsrives fra det ved forskellige Indvirkninger. Naar vi gnider f. Eks. en Glasstang med en Silkeklud, løsrives der fra nogle af Glassets Atomer Elektroner, som gaar over til Silken; Silken faar da Overskud af Elektroner, Glasset Underskud. At vi tidligere har