Elektriciteten
De elektriske Kræfters Frembringelse og Anvendelse i Menneskets Tjeneste

74 ELEKTRISKE SIGNALER, SIKRINGSMIDLER OG URE med Elektromagnetens Jærnstel; Skruen er enten ved en Ledmngstraad eller som i Fig. 59 ved en Metalstrimmel forbundet med Klemskruen b. Sender vi nu ved at trykke paa Knappen en Strøm ind i Klokken f. Eks. ved Klemskruen a, saa gaar Strømmen fra a gennem Elektro- magnetvindingerne til Jærnstellet, fra dette videre gennem Ankerf je ren til Kontaktskruen c og endelig fra denne til Klemskruen b og uc af Klokken. Idet Strømmen gør Jærnkærnerne magnetiske, vil disse trække Ankeret hen til sig, hvorved Hammeren farer mod Klokke- skaalen og giver den et lydeligt Slag. Men samtidig skilles Fjederen fra Kontaktskruen, Strømkredsen brydes altsaa paa dette Sted, Strøm- men ophører, Jærnkærnerne bliver atter umagnetiske, og Fjederkraf- ten kan da føre Ankeret tilbage i sin gamle Stilling. Herved sluttes Strømmen imidlertid paany ved Skruespidsen, Jærnkærnerne bliver igen magnetiske, og Klokkeskaalen faar et nyt Slag. Paa denne Maade bliver det ved, Skaalen faar Slag paa Slag, og Klokken bliver altsaa ved at ringe, saa længe der trykkes paa Knappen. Paa Grund af de gentagne Strømbrydninger ved Ankerets Sving- ninger, kan man kalde en saadan Klokke en »Selvafbryderklokke«. Hvis Ankeret kunde komme til at berøre Elektromagnetens Jærn- kærner, vilde det blive let hængende ved dem, naar Strømmen af- brødes. For at hindre dette, kan Jærnkærnernes Ender f. Eks. være dækket af et Lag Papir; eller der kan i Jærnkærnernes Ender ind- bores en Stift, af umagnetisk Metal, som rager ubetydeligt frem fra 'Endefladerne. Dersom Kontaktskruen er skruet for langt frem, eller Fjederen at anden Grund trykker for stærkt mod Skruen, kan det ske, at de slet ikke skilles, naar Ankeret trækkes ind mod Elektromagneten; Strøm- men afbrydes altsaa ikke, og Ankeret bliver af denne Grund liggende mod Elektromagneten, saa at Klokken kun giver et eneste Slag. (Paa samme Maade vilde det gaa, om man forbandt Klemskruen b direkte med Elektromagnetens Jærnstel; i visse Tilfælde sætter man virkelig paa denne Maade Selvbrydningsmekanismen ud af Virksomhed, saa at Hammeren kun kan give gentagne Slag ved gentagne Strømslutninger og -afbrydninger i Ledningen udenfor Klokken.) — Er Trykket mel- lem Skrue og Fjeder tværtimod altfor svagt, kan det ske, at Berøringen mellem dem ophæves for hurtigt, saa at Elektromagnetens Tiltræk- ning ikke naar at give Hammerslaget tilstrækkelig Kraft. Til Regu- lering af Fjederens Tryk mod Skruen samt af Ankerets Afstand fra Elektromagneten tjener foruden Kontaktskruen en Skrue, som er an- bragt paa'jærnstellet lidt under det Sted, hvor Fjederen er fastgjort; yed Drejning af denne kan Fjedren trykkes mer eller mindre udad.