Sundhedslære
En almenfattig Fremstilling af Sundhedsplejens Anvendelse i det offenliges Tjeneste og i det daglige Liv

Stueluft (Fugtighed). 105 ning eller Kanalisering, vil en af de hyppigst vir- kende Fugtighedskilder være fjernet. Godheden af det Materiale, der anvendes til Bygningen, har ligeledes stor Betydning. Hel- brændte eller haardbrændte Sten (Klinker), især naar de ere hule (ikke kompakte, men indesluttende et Hulrum), B jælkeværk af Jern eller godt tørt Træ- værk, dobbelte, ved et passende luftfyldt Mellemrum adskilte Mure til alle Ydermure, yde forøget Sikker- hed for Beboelsesrummenes Beskyttelse mod Fugtighed. Ogsaa Vandet, der benyttes til Byggekalken, kan give Anledning til, at Beboelsesrummene blive fugtige. Kalk, der beredes af Vand, som indeholder betydeligere Mængder af chlorsure og saltpetersure Salte (se S. 81), bør aldrig anvendes til Bygninger. Det i Vandet indeholdte Chlor forbinder sig med Kalken til Chlorkalk (Chlorcalcium). Dette saavel som de salpetersure Salte ere meget hygroskopiske Substanser, d. v. s. indsuge med Begærlighed Fugtig- hed fra Luften. Ved fugtig Luft indsuge de, ved tør Luft afgive de Fugtighed. Vægge, der ere opmurede med den Slags Kalk, ere snart fugtige og snart tørre, idet de enten indsuge eller for- dampe Vand. Hensigtsvarende Tagrender og Afledning af Regn- og Spildevand samt forsvarlig Stenbro omkring Bygningen, Draining af Grunden o. s. v. tjene lige- ledes ti] at skærme Bygningens Grund og Murværk for indtrængende Fugtighed. At nybyggede Huse i lang Tid have fugtige Vægge, er en bekendt Kendsgerning. Naar man imidlertid betænker, at der til et almindeligt Vaa- ningshus paa tre Etager, med fem Værelser i hver Etage, medgaar 80,000 Liter Vand, som for største Delen maa skaffes bort ved Fordampning, førend