Arkitekten C. F. Hansen Og Hans Bygninger

20 ARKITEKTEN C. F. HANSEN Bohis Landhus ved Elben. selve lians Lærervirksomhed kan vi slet ikke komme ind. C. F. Hansen modtog naturligvis den allerhøjeste offentlige Paaskønnelse. Tit- ler og Ordener modtog han af Kongen, og han blev som Thorvaldsen KonferensraacL Da han i 1840 blev Storkors af Danne- brog, skulde den 84-aarige Mand vælge Vaabenskjold og Valgsprog. Hans Valg- sprog blev: »Gaa frem med Tiden, dog stedse til det bedre«. I Vaabenet ses paa blaa Bund 7 gyldne Stjerner og en hvid Søjle. Det er karakteristisk for C. F. Han- sen, at han, da han sætter en Søjle i sit Vaaben, ikke vælger en græsk, men en romersk (eller toscansk). Kunstakademiet og hans Kunstbrødre fejrede ham paa en ret enestaaende Maade, da han den 24de April 1830 holdt 50-aarigt Embedsjubilæum. Thiele holdt i »Akade- miets Figursal« en højtidelig (og gruelig kedelig) Tale. Præses overrakte ham et Eksemplar af den med den gamle Kunst- ners Portræt prydede »Hansenske Me- daille«, der fremtidig skulde benyttes som Præmie for unge Arkitekter, og i Akade- miets Festsal afsløredes hans Buste, mo- delleret af H. E. Freund. Tilstede var en Mængde Kunstnere og Haandværkere, hele den Kreds, der havde modtaget sin Uddannelse af ham paa Akademiet og paa hans Tegnestuer og Bygninger, medens Akademiets Elever afsang en Festsang til hans Ære. Sit 50-aarige Jubilæum som Medlem af Akademiet kom han til at fejre i 1835. Han modtog ved den Lejlighed et Eksem- plar i Guld af »den hansenske Medaille« (der i Virkeligheden ikke var færdig i 1830). Ogsaa Udlandets Anerkendelse fik C. F. Hansen, idet han blev Æresmedlem af Akademierne i Stockholm, Berlin, Cassel og Munchen. Den gamle Kunstner gaar nu i sit 80de Aar. Det er da ikke saa mærkeligt, at han søger og faar nogen Lettelse i sit Arbejde ved Akademiet; han var »i den Overbevis- ning, at det ikke kan være Academiets Ønske, at han ganske skal unddrage sig det Kunstnersamfund, hvor han nu i et halvt Seculo har været Medlem«. Skønt Alderen gør sine Krav gældende, og skønt den yngre Slægt trænger paa, kan han ikke resignere, han kan ikke slippe sit Ar- bejde og sit Virkefelt, det, der for ham i Virkeligheden var selve Livet. Først i 1844 opgiver han sin Stilling som Profes-