Arkitekten C. F. Hansen Og Hans Bygninger
Forfatter: C. M. SMIDT
År: 1911
Serie: TIDSSKRIFT FOR INDUSTRI
Forlag: F. HENDRIKSENS REPRODUKTIONS-ATELIER
Sted: KJØBENHAVN
Udgave: SÆRTRYK
Sider: 66
UDK: 92 H
Emne: SÆRTRYK
I KOMMISSION HOS G. E. C. GAD
SÆRTRYK AF TIDSSKRIFT FOR INDUSTRI 1911
MED HENVISNINGER ETC.
F. HENDRIKSENS REPRODUKTIONS-ATELIER
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
58
ARKITEKTEN C. F. HANSEN
denne Kirke er Epochen lige saa lidt frugt-
bar i Danmark som i Norge og Sverig«.
Paa en saadan Førsteplads vil vi Danske
ikke stille Frue Kirke. Naar den tyske Ar-
kitekturforsker har gjort det, er det vel
fordi det under Studiet af Nyklassicismen
har slaaet ham, at Hansen sikrere end de
fleste i sin Tid har formaaet at skabe et
værdigt kirkeligt Monument.
At Høyen tidligt blev en Modstander af
ham var da rimeligt. Han var den nye
Tids Repræsentant, og Løsenet var »det
nationale«. Høyen saa med Interesse paa
den ældre danske Bygningskunst, men lidet
klart paa det sidste Aarhundrede. Han
kaldte Meyn »en daarlig Arkitekt« og om-
talte eksempelvis Amalienborgs Stil som
»den mest letfærdige franske«.
Frue Kirkes Taarn, set fra Nytorv.
Højt vurderet af sin Samtid i og uden-
for Danmark som faa danske Arkitekter
før eller siden, kom der et voldsomt Til-
bageslag efter hans Død.
Lignende Forhold gentager sig — dog
mere eller mindre udpræget — hver Gang
en ny Epoke afløser en ældre. Under
Kampen mellem to Tidsaldre vil den nye
Tid bryde Staven over den gamle, og der
kræves et vist Aaremaal, een eller flere
Menneskealdre, før den Tids Kunst, som
blev besejret og fordømt, atter optages til
rolig og retfærdig, kritisk Vurdering.
Gennem et halvt Aarhundrede var Han-
sens og hans Samtids Kunst ude af Kurs;
man kaldte Stilen »den pseudoklassiske«
eller »den saakaldte gode Smags Stil«.
Mærkeligt er det, at Julius Lange saa
sent som i 1895, da Interessen for C. F.
Hansen atter er ved at trænge igennem,
næsten ganske deler Høyens Opfattelse af
hin Tids Kunst, ja at denne Opfattelse m.
H. t. Hansen hos Lange kulminerer paa
den grelleste Maade. Han frakender ham
enhver kunstnerisk Betydning; lian siger,
at Hansen »meget mindre kan betragtes