Udstillingstidende

Udstillings-Poesi, Vor Tid er prosaisk, ikke sandt? Saaledes siger jo Enhver, der ikke kjender Andet til For- tiden end, hvad en og anden Digter har skrevet, og som forvexler »Dichtung» med »Wahrheit». Men i Virkeligheden er vor Tid selvfølgelig ikke en Smule mindre poetisk end enhver anden Tid — »selvfølgelig», sige vi, eftersom Poesien til Syvende og Sidst ikke ligger i Tingen, men i Synet paa Tingen — og in aa man end være Digter for at finde det Poetiske i Stoppenaale, i gamle Gadelygter eller i Menneskenes Daarligheder, der til dagligt Brug ere alt Andet end morsomme, saa gives der dog i det mest reelle Naturliv Mangt og Meget, hvori selv den mindst Poetiske ikke kan undgaa at mode Strømninger af Vældet fra den kastaliske Kilde. Behøve vi at tilføie, at vor Udstilling netop i høi Grad gjennemrisles af slige Strømninger ? Udstillingen har sin Historie, og tænker man paa den, er det jo et helt Epos, som i det Høieste mangler sin Epiker. Men vilde selve Fader Homeros vel kunne tænke sig et fyldigere Emne? Vilde han ikke med Kys-Haand have grebet, om det var blevet ham givet, Tilbudet om at skildre denne Skare af Aandens og Haandens Høvdinger, der i en snart fjern Fortid fylkede deres Bannere for at stævne til den ukjendte Strand, hvor ingen falmet og forløben Helena, men Hæder og Guld skulde være Kampens Pris? Aarene gik, og Aarene kom og gik igjen, mangen skrap Dyst maatte strides, mangen Gang bleve saavel Over- som Underverdenens Guder paakaldte, men Lykken stod de Kjække bi, og Ilions Borg blev vunden; Udstillingens Grund blev given. Var imidlertid det episke Stof dermed udtomt? Nei, paa Illaden kunde Odysseen følge, og 24 Bøger ville knap forslaa til at udmale de Gjenvordighøder, som fulgte inden Hjemkomsten. Om alle Udstillingens »Handlinger og Dage» — alt det Dagværk og Natteflid, som Udstillingen har voldt Udstillerne og deres Medhjælpere — kunde der skrives et Poem, hvis Forfatter ikke behøvede at frygte en Kappestrid, med Hesiodos. Virgilius kunde passelig føie nogle nye Kapitler til »Georgikon», for at gjore dette Arbeide tjenligt som Indledning til en Anmeldelse af Landbrugsmaskinerne og Land- brugsprodukterne , som denne Udstilling skulde bringe sammen, og som vi nu have for -Øie tæt ved os, medens »Aeneiden» kun vilde blive Barne- mad i Sammenligning med en pyntelig Skildring I af de »usigelige Møier->, som vore Nybyggere have gjennemgaaet, før de naaede det Land, hvor det nye Kapitolium for nordisk Industri og Kunst skulde reises. Dantes »Helvede», »Skjærsild» og »Paradis» have ligesaa mange tilsvarende Emner i Stadierne af Udstillingens Historie, og denne mangler da ei heller enten sin »Orlando furioso» eller sin »Childe Harold» — naar der blot var en Ariosto eller en Byron til at oprulle Heltenes Skjæbner, aabenbare deres Lidenskaber og Lidelser, afsløre deres Syner. Eller mener Nogen, at "Udstillingen savner dramatiske Momenter? Eller tror man, at her har været Brist paa diverse Tragedier, Sørgespil roman- tiske Dramer og borgerlige Lystspil? Nogle paa- staa endog, at »Nachspillet bliver det Artigste«, og skjøndt de ere uartige nok til at stemple det Hele som en stor Komedie, varsle de dog, at Enden paa Regnskabernes Opgjorelses-Dag vil vorde et sørgeligt Sørgespil. Saaledes er der altid Ugler, som tude, men — qui vivra, verra! Rigest af alle poetiske Væld flyder dog Lyrikens. Den har jo sprudlet med mægtige Vande i mange og lange — samt for Læserne meget trange — Referater, hvor stemningsfulde Omskrivninger af Katalogens Navne paa de talløse Udstillingssager bølge kjælent omkring de for Omskrivninger mindre modtagelige Navne paa Personer, saa at det Alt- sammen minder om en af hine Sydens snevre Passager, hvor Enhver med. Glæde vilde seile, naar man ikke hvert øieblik strandede paa et Rev af Koraller — vi mene disse Navne paa Fabrikanter og Firmaer, hvis Opregning er ligesaa tør, som Resten af Referatet er--------vandet. Hin kunstige Lyrik har dog sit naturlige Til- svarende i den Lyrik, der daglig rinder frem fra alle Kanter af Udstillingen. Denne naturlige Lyrik har en Mangfoldighed af Arter og Afarter, men det Umiddelbare og Subjektive raader dog stærkest i den. Med et lavt Overslag tør man sige, at 99 Procent af det smukke Kjon udbryder i et emfatisk »Nei, hvor det er yndigt!» ved Synet af Udstil- lingens store Centralparti i Glashallen og atter ved Synet af en Mangfoldighed blandt de udstil- lede Gjenstande — for saa vidt som disse ikke vrages med en ligesaa lyrisk Fordømmelse i Form af »Uf, det er jo ækelt!« Vi have hørt, hvad vi vilde kalde dydig Lyrik i Udbrud af Folk, som ved Betragtningen af, hvad en saadan Udstilling har bragt til Veie af Flid og Dygtighed, finde deres egen Livsgjerning altfor ringe og vende hjem med kraftige Stemninger i Retning af at