Udstillingstidende

ubestridelig arkitektonisk Overlegenhed fremfor hine Mindesmærker om »Frederik den Sjettes Byg- ningsstib. Paa Café-Boulevard havde Ingen tænkt, end ikke i den vildeste Fantasi. Det var en bar- barisk Tid, og Nattens Mørke gjennembævedes kun svagt af Magistratens Maaneskin og Vægternes Tranlygter. Da fødtes den Riddersmand — uden Frygt og næsten uden Dadel — som ved et af disse Tilfælde, der se ud som Tanker, fik Navn efter den hellige Ridder Georg, som fældede Dragen. Den nye Bidder Georg lod Tryllehaven, som Armides i Korsfarernes Tid, stige op af Jordens Skjød paa det mørke Glacis; han vog de Vætter, der vilde hindre hans Held; hans Snilles Foster fødes frit og freidig; i Daaben fik hun Navnet: Tivoli & Wauxhall. Hendes Navn tyder paa udenlandsk Byrd, men i den hjemlige Jordbund fik hun hjemligt Præg, blev national og lokal. Børnesygdomme undgik hun vel ikke, og saavel Hoved- som Mavepine voldte hun i det Mindste stundom sine Faddere, alias Aktionærerne. Men hun voxede sig net med Tiden og fik mange Elskere, der sværmede om hende baade ved Dag og Nat. Rent ud sagt tro vi, at hun hylder den frie Kjærlighed, og skjønt det ikke er os vitterligt, at hun nogensinde traadte ind i den hellige Ægtestand, synes hun dog at have født flere Born til Verden. Men hun taler ikke gjerne derom, hun holder sig helt paa sit Eget, og sine Ætlinge vedkjendes hun grumme nødig, ja det er formentlig end ikke frit for, at hun gjør Sit for at bringe dem af Dage; hun røber dog kun derved sit guddommelige Udspring, thi var det ikke Olyinposgudernes agtværdige Fader, som begyndte med at æde sine egne Børn? Skjaldene hædrede Tivoli ved Vuggen, og Vugge- sangen blev en uforglemmelig Nationalhymne: »Og dersom du morer dig daa’lig»; Kunsten yder hun gjerne Rum, baade de dandsende og de spillende, de ridende og de balancerende, Kunstnere have stadig Hjem hos hende, medens hun tillige dyrker forskjellige Videnskaber, f. Ex. den mathe- matiske i Karusselbanens evige Cirkelbevægelser, den geologiske i Kutschbanen, hvor man ikke blot kommer op ad Bakken og ned i Dale men ogsaa faaer mangt et Indblik i, hvad de mægtige Høider gjemmer i sit Skjød, eller den artilleristiske i Fyrværkeriernes brogede Ild. Som Venezia ud- sender hun hver Aften Gondoler og formæler sig med Stadsgravens meer eller mindre adriatiske Vande, medens hun lader Elskende mødes paa Markuspladsen tæt ved Rialtobroen, som oven i Kjøbet fører over Canale grande lige til Sirenernes 0, som vi dog ikke tør kalde Capri, siden en usselig og aldeles utivolisk Holm ved Siden har kapret dette Navn. Aar for Aar er vor Naboerske bleven mere fager. Skjønt gammel nok til at være Bedste- moder pranger vor Naboino’er dog endnu i straa- lende Ungdomsgiands. Selv de politiske Rørelser, hvori hun har taget DeL have ikke voldt hende Men, og ingen Kynker fure den Pande, som har taget festligt Smykke paa sig lige godt for grund- lovsliberale og antigrundlovsreaktionære Tanker, for skandinaviske Taler og for fremmede Tunge- maal; det ene Aar lod Marseillaisen og Landsol- dater! omkap, en anden Gang holdes der et agt- bart Industrimøde - dog uden Industridrivende. Konger og Prindser have gjæstet Nabomo ei uden at bringe hende fra Koncepterne, Adelig og borger- lig færdes altid Side om Side derinde, Bønderne forsmaa ingenlunde hendes Tillokkelser, skjnnt disse maaske nok kunne siges at smage stærkt af Kjabenhavneri. Men ensidig er Nabomo’er mindst af Alt; hun fører rigtignok et saa indadvendt Liv, at de Dele af hende, som vende udad, endogsaa blive noget vel forsomte — exempli gloria ville vi henvise til den Bagdel, som man seer ovre fra Udstillingsbastionen, og som visselig ikke tjener Tivoli til Fordel. Alligevel fører hun hverken et stille eller et ensidigt Levnet, hendes -Ønsker gaa tvertimod ud paa at se saa Mange som mulig hos sig. Hendes Huskappelian, den hellige Bern- hard, arrangerer Modtagelsesfesten, og om det saa er Assistenshuset, saa laaner det hende en Mand til Assistance — som en ringe Gjengjæld tor alle de Mange, som hendes Tillokkelser have tvunget til at søge »Assistancen». Ved Døren — men skjult for den Indtrædende — har hun stillet