Frue Kirkes Spir

— 13 — kunne derfor ikke paa nogen Maade tillægge den megen Tale om, at Byens „Silhuet" vilde vinde ved det nye Spirs An- bringelse, nogen Betydning. Hvad der vilde vindes paa den ene Led, vilde i hvert Fald tabes paa den anden, og vi driste os til at sige, at selv om det kun maatte være et Mindretal, der vilde beklage Tabet — og herpaa ere vi ingenlunde sikre, og i hvert Fald er undertegnede Paulli i Henhold til bestemte Udtalelser, som fra mange Sider ere fremførte for mig, me- dens jeg ingen Udtalelser har hørt i modsat Retning, forvisset om, at Tabet vilde føles af Størsteparten af selve Vor Frue Menighed — har dette Mindretal Krav paa, at der tages Hen- syn til dets Følelser fremfor til Flertallets. Der er her en Pietetsfølelse, som vel fortjener at beskyttes. Men i hvert Fald er der et Hensyn, som bør tages, og som ikke kan vurderes højt nok, nemlig til selve den Byg- ning, hvorpaa Spiret agtes anbragt, og — omend, vi indrømmer det, først i anden Række — til denne Bygnings Mester. Naar vi skulle udtale os om denne Side af Sagen, veed vi ikke bedre end til en Begyndelse at henvise til den Skri- velse af 1. November 1910, hvori den kongelige Bygnings- inspektør, Arkitekt Martin Borch, paa Anmodning fra Konsi- storium udtaler sig om, hvorvidt han finder at burde tilraade Universitetet at modtage den tilbudte Gave. Det hedder i Begyndelsen af denne Skrivelse saaledes: »Man staar her overfor et overmaade vanskeligt Spørgs- maal, idet der kan anføres mange og vægtige Grunde for ikke at modtage denne Gave, der ikke harmonerer med Kirkens Stil. Hvis Tilbudet var gaaet ud paa at bekoste en Forskønnelse af Kirkens Ydre i Overensstemmelse med den af Bygmesteren anslaaede Stilretning, muligt med Videreførelse af dennes oprindelige Udkast til Taarnets Afslutning, vilde sikkert alle med Glæde have kunnet slutte sig til Sagen, og man vilde have været Giveren endnu mere taknemlig herfor end for det foreliggende storslaaede Tilbud. Men herom er der jo desværre ikke Tale. Man