Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

NÆRINGSPLANTER 177 udbredt som Køkkenurt i det meste af Europa. Dyrkningen er særlig foretaget i England, og herfra stammer de dyrkede Former. Anvendelsen af Bladene, især Stilkene, er jo vel kendt; de indehol- der Æblesyre og Oksalsyre, der giver dem den friske, men meget sure Karakter. Den unge Blomsterstand kan benyttes som Blom- kaal. Flere Arter Rabarber dyrkes som Prydplanter. Køkkenurter, hvis underjordiske Dele, de under Jorden voks- ende Stængler (de saakaldte Rodstokke) eller Rødder, benyttes til Gemyse, kan sammenfattes under Benævnelsen Rodfrugter; ad- skillige Slags Rodfrugter anvendes dog ogsaa til Fodring af Husdy- rene (se Foderplanter). Fælles for Rodfrugterne er, at de Organer, som spises, alle er mere eller mindre stærkt opsvulmede og inde- holder rigelige Mængder Næringsstof, der egentlig er til Brug for Planten i den følgende Vækstperiode. Ligesom i Kornsorternes Frø findes der i Rodfrugterne navnlig megen Stivelse eller et dermed beslægtet Næringsstof, sjældent Sukker eller Æggehvidestoffer. Mange Rodfrugter spiller som Fødemiddel en meget stor Rolle i Menne- skelivet. Vi begynder med de Køkkenurter, der i videste Forstand giver Kartofler (norsk Poteter). Af disse er Kartoffelplanten (So- lanum tuberosum) langt den vigtigste. Den hører til den samme store Slægt, hvortil Tomatplanten og Ægplanten (S. 110) henregnes Slægten Natskygge; et Par Arter er vildtvoksende i Norden men uden økonomisk Betydning. Kartoffelplanten er let kendelig’; den ca. 50 Cm. høje Urt har en kantet eller svagt vinget Stængel og stærkt delte Blade, og dens Blomster er samlede i Skærme i Spid- serne af de ikke talrige Skud, hvormed Stænglen grener sig. Frug- terne, der ikke faar Lejlighed til at modnes i Norden, er kuglerunde og gulgrønne Bær af Størrelse som Kirsebær; de indeholder tal- rige Frø. Mest af Interesse er Kartoffelplantens Knolde, der dannes paa Spidsen af den rigt forgrenede Rodstoks lange, tynde Skud; disse Skud bliver i Lyset til overjordiske Planter, nye Individer, om man vil, medens de i Mørket kun danner Knolde i deres Spidser; af denne Aarsag hypper man Kartoffelplanten, d. v. s. man kaster’ en lav Vold op om Grunden af de i Række opvoksede Planter, og der- ved bliver Knopperne i de nederste Bladhjørner, som uden’Hypning vilde have udviklet sig til grønne Skud, nu til lange, blege »Udlø- bere«, der danner en Kartoffel i sin yderste Spids. Ved Hypning- forøges altsaa Produktionen af Kartofler udover det naturlige. Knol, dene, der hos Kulturformerne har en meget forskellig Farve: hvid; gul, rød til violet eller brun, bærer yderst en tynd Skal af Kork’ indenfor Skallen findes det omfangsrige Væv af tyndvæggede Celler som indeholder Stivelsen; naar nogle Kartofler ved at koges bliver »melede«, beror det paa, at disse Celler under Kogningen let skilles fra hverandre. Paa Knoldenes Ovei flade ser man hist og her nogle 23