Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

TEKNISKE PLANTER 339 er rigtig sikker paa; de er let kendelige paa deres piggede eller vortede Overflade; i Almindelighed forhandles de i Pulverform (>Rove«) og udføres fra visse Egne af Persien, Lille-Asien ug Tyr- kiet. Ringere end disse to Sorter er Europæiske Galæbler, dels Knopgaller af sydeuropæiske Ege (Qaercus cerris, Q. sessiliflora m. fl.), dels vore almindelige Eges Bladgaller. Foruden som Garve- materiale benyttes Galæbler til Farvning og navnlig til Fremstilling af Blæk. 9. BRÆNDSELSPLANTER. Med nogle Ord skal vi berøre en Side af Planternes Anvendelse i Menneskets Tjeneste, nemlig den udstrakte Benyttelse af Plante- produkter, der finder Sted til Brændemateriale. Vi maa nøjes med den blotte Paapegning af de vigtigste Brændselsstoffer, som Menne- sket faar fra Planteverdenen, idet en mere indgaaende Behandling snarere hører hjemme i Geologien. Det naturligste Materiale til Brændsel er Ved, og i alle Skov- lande er det ogsaa det vigtigste; saaledes benyttes f. Eks. i Sverige og Norge hovedsagelig Birk, Gran og Fyr til Brændsel; i Danmark anvendes vel en stor Del Bøg dertil, men de andre Materialer er dog vigtigere. Her skal først nævnes Tørv og Lyng, hvoraf navn- lig Tørven er af Betydning. Som naturligt er, hvor det drejer sig om Stoffer, der skal være prisbillige, har Transportomkostninger særdeles meget at sige; der- for benyttes selvfølgelig først og fremmest Landets egne Brændsels- materialer, og kun naar dette ikke slaar til, tvinges man til at ind- føre. Saaledes er der til Danmark, foruden nogen Tilførsel af Birkeved fra Sverige og Finland, en meget betydelig Indførsel af Stenkul. Ved Kul forstaar man i daglig Tale Stoffer, der bestaar af stærkt sammentrykte og delvis forkullede Planterester, i Almin- delighed fra tidligere Jordperioder, og som besidder høj Brænd- værdi. De store Kullejer rundt om paa Jorden stammer mest fra Kulperioden og kaldes gerne Stenkul; man finder i de Kulgruber, hvorfra de hentes op til Jordens Overflade, undertiden Planterester, som er saaledes bevarede, at de kan give os en Forestilling om, hvordan disse Tiders Skove saa ud. Yngre i Tid er Brunkul, hvorunder man sammenfatter alle Kullag fra den tertiære Jord- periode. Her i Danmark findes der flere Steder i Jylland Brunkul, men de har ikke tilstrækkelig Brændværdi til niere udstrakt An- vendelse. De færøiske og islandske Kulforekomster er ogsaa fra Tertiærtiden. — Af hel anden Art er derimod Trækul; de frem- stilles nu til Dags ved delvis Forbrænding af Ved; foruden som fortrinligt og lidet rygende Brændsel har de mange Slags teknisk Anvendelse (Krudt o. s. v.). En stor Del af de tidligere omtalte Plantefedtstoffer (fede