Planteverdenen i Menneskets Tjeneste

TEKNISKE PLANTER 359 Fasthed og Styrke, og som tjener til Afstivning af den træagtige Plantes hele Legeme. løvrigt er Veddet af en saa kompliceret og hos Vedplanterne forskellig Bygning, at vi ikke kan komme nær- mere ind derpaa; blot skal det bemærkes, at visse Celler og Celle- væv i Veddet ej alene har mekanisk Betydning (for Afstivningen), men at de ogsaa spiller en mægtig Rolle dels for Transport, dels for Aflejring af Vand og af Plantestoffer (t. Eks. Sukker, Stivelse, Fedt, Farvestoffer, Harpikser o. m. a.). Ligesom Barkens Korkvæv stadig dannes paa ny, saaledes fremkommer der ogsaa nye Lag af Ved, der lejres udenpaa de senest dannede; da Grene og Stamme jo som Regel er cylindriske, faar disse Lag Form af »Ringe«, og det i »et Aar«, d. v. s. i en Vækstperiode, dannede Lag kaldes en Aarring; Veddets Vækst foregaar i det mellem Ved og Bark lig- gende bløde og kun ved Mikroskopets Hjælp synlige Lag, det saa- kaldte Dannelsesvæv. I Aarringene kan der med det blotte Øje undertiden ses tydelige Porer, der er størst i Aarringens inderste eller ældste Del; det er de saakaldte »Kar«, der spiller en vigtig Rolle i Planternes Liv. Paa Snit af Stammer (t. Eks. Tværsnit) er Aarringene mere eller mindre tydelige. De bidrager til den ejendommelige Tegning, der saa ofte findes i Træernes Ved og som desuden betinges af andre Momenter i Veddets Bygning. I denne Henseende har Træernes Marv ingen Betydning; den er jo som Regel yderst lille. Derimod giver Marvstraalerne, de ejen- dommelige Cellevæv, der fra Marven gaar radiært ud i Veddet, og som let ses paa Tværsnit af en Stamme, ofte en værdifuld Tegning af Veddet; den fremkommer ved Udkløvning af Veddet, idet Marv- straalerne paa Længdesnit af Stammen danner de saakaldte »Spejl«, der meget hyppig har en anden Glans og en anden Farve end det øvrige Ved. Den ydre Del af Veddet, Splinten, til hvilken Livs- processerne særlig er knyttede, er gerne lysere end den indre og mørke Del, Kerneveddet, i hvilket Cellerne er døde. Det er Kerneveddet, som især anvendes tik Gavntømmer af forskellig Art. De eneste Planter, der giver det paa saa mangesidig Maade an- vendte Stof Kork er Kork-Egene (Quercus suber og Q. occidentalis), men langt den vigtigste af disse er den først nævnte Art, den egent- lige Korkeg (Fig. 320). Den lever i de vestlige Middelhavslande og danner i Algeriet store Skove, der anslaas til ca. 400,000 Hektarer. Fra vor Eg adskiller Korkegen sig ved sin større Højde (indtil 30 M.) og ved atvære stedsegrøn; dens Blade er ægdannede og skarpt savtakkede. Saavel Stammen som de ældre Grene bærer en for- holdsvis blød og tyk Kork, der efter en vis Tids Forløb løsner sig og falder bort; i Korkegens Kork finder man Aarringe, der svarer til den periodiske Tilvækst af nyt Korkvæv. Naar Træet er 8 — 20 Aar gammelt lader det sig uden at tage Skade deraf skrælle for Korken, men det første Skrælningsprodukt (den saakaldte »mand- lige« Kork) er mindre blødt og værdifuldt end Korken af senere