Ny Carlsberg Glyptoteks Tilblivelse
Fortalt af Carl Jacobsen

66 TRE DIE PERIODE Hun overlod mig, hvad jeg skulde bruge, og det var ikke Smaating, og hun har ikke fortrudt det. Glyptoteket ligesom og Jesuskirken skylder (lerfor hende for en stor Deel deres Tilblivelse. MIN HUSTRU OTTILIA JACOBSEN Da hun som sextenaarig Pige i 1870 fra Edinburgh kom til Kjøben- havn, vaktes hendes Interesse hurtigt for de skjønne Kunster, særligt Skuespilkunsten. Hun sagde ofte, at hvis hun havde været født og opdraget her, vilde hun sikkert være gaaet til Theatret Hun var i Virkeligheden i ualmindelig Grad Herre over sit Ansigt, sin Person og sine Følelser. Senere, som min Hustru, tog hun levende Deel i Alt, hvad der rørte sig herhjemme og i Udlandet paa Kunstens Omraade, og da vi havde stiftet Glyptoteket, var hun en skarp Kriti- kerlige overfor de Kunstværker, som bleve foreslaaede til Anskaffelse. Som ægte Englænderinde vilde hun kun have det Bedste, og det Bedste var hende ikke altid godt nok. Skjøndt selv musikalsk kunde hun saa godt forstaae den mindre musikalske Englænder, som ikke vilde have Secondvioliner til sin Taffelmusik, det skulde være Primo Altsammen! »No second violins« var et af hendes YndlingsmundhelcL Derfor glædede hun sig i Hjertet over enhver betydelig Erhvervelse; og naar jeg undertiden i min Iver kunde fristes til at modtage Gjen- stande, som syntes hende mindre betydelige, gav hun mig uforbe- holden sin Advarsel eller Dadel, for at ikke det tilsigtede Niveau skulde sænkes, og hun bidrog derved i høieste Grad til, at Samlingen ikke skjæmmedes af noget overflødigt. Den archaiske Kunst var hen- des Hjerte nær. Kalvebæreren paa Akropolis var hendes Kjælebarn,