Betænkning Afgiven Af Den I Henhold Til Lov Af 26. Marts 1898 § 26 Nedsatte Jernbanekommission

87 a. Lønningerne. ! Hertil skal man knytte følgende Bemærkninger. Lønningerne ved Statsbanerne kunne ikke kaldes særligt høje. Bortses fra nu- værende Ilte almindelige Lønningsklasse (hvorom nedenfor under 5), er Gennemsnits- lønnen for de andre ansatte ca. 1200 Kr. aarligt. Af disse have igen ca. 1 °/o en Begyndelsesløn paa 3000 Kr. eller derover (gennemsnitlig Lønning for Tiden godt 4,000 Kr.), ca. 20 °/0 en Begyndelsesløn fra 1000—3000 Kr. (men den gennemsnitlige Lønning er for Tiden kun ca. 1800 Kr.) og ca. 79% en Begyndelsesløn af under 1000 Kr. (heraf igen ca. 14°/0 med Gennem- snitsløn ca. 1300 Kr., 65 °/0 med en gennemsnitlig Indtægt af ca. 955 Kr.). Det er derfor naturligt nok, at der i Statsbaneetaten næres et almindeligt Ønske om en Lønningsforbedring, hvad der fremgaar af de talrige Andragender i saa Hen- seende, som Kommissionen har modtaget, og over hvilke en Fortegnelse er trykt i Bilag C Side 63—75. Men paa den anden Side kan det ikke ganske lades ude af Be- tragtning, at Statsbanernes Overskud kun er ringe, medens Personalet er talrigt, saa at selv en mindre Forhøjelse af Lønningerne vil koste mange Penge, at store Dele af Personalet gentagne Gange have faaet Lønningsforbedring, saa- Icdes blandt andet ved den sidste Lov om Statsbanedriftens Ordning, der kun er 3 Aar gammel, og at Lønningerne ikke i Almindelighed taget kunne betegnes som utilstrækkelige, livad der jo ogsaa fremgaar af den livlige Efterspørgsel, som der til Stadighed er om Pladser ved Statsbanerne. Kommissionen erkender imidlertid, at adskillige Lønninger begynde vel lavt, og den foreslaar derfor for en Række af do lavere Stillinger en væsentlig Forhøjelse af Begyndelseslønnen; for de andre Stillingers Vedkommende mener den derimod, at Forholdet snarest er det, at det er Slutningslønnen, der er for lav. I det hele nærer Kommissionen den Anskuelse, at man ikke bør være for be- tænkelig ved en passende Forhøjelse af alle Slutningslønninger, idet en saadan Foranstaltning ikke alene er den mest økonomiske Form for en Lønnings- forbedring — da en stor Mængde ansatte avancere gennem de forskellige Stillinger uden at naa Slutningslønnen for andre Stillinger end een, og andre dø eller afskediges uden nogensinde at naa en Slutningsløn — men den er tillige den mest retfærdige. Tanken i den er jo nemlig den, at en Mand, som kan være dygtig i sin lavere Stilling, men ikke egner sig til Forfremmelse, eller som paa Grund af Alder eller andre Til- fældigheder ikke kommer til at avancere, ikke derfor hele sit Liv igennem skal holdes nede paa den lavest mulige Indtægt, men ogsaa i sin mere beskedne Stilling kunne lønnes for langt og trofast Arbejde ved nogenlunde gode Kaar paa sine ældre Dage (en højere Løn, modens han kan arbejde, en højere Pension, naar han maa ophøre med Arbejdet). — Paa disse to Grundsætninger og under Iagttagelse af, hvad der er ud- viklet ovenfor, er Kommissionsforslaget udarbejdet, af hvis Enkeltheder følgende fremhæves.