Rosenborg Og Lysthusene I Kongens Have

‘221 Rigdomme af Møbler, Smykker, Nipssager, Vaaben og Dragter, som Kongefamilien fra Frederik IILs Tid har samlet her, de »venerable Skatte«, som i sligende Grad tiltrak sig Rejsendes Opmærksomhed, os' som efter Harsdorffs Udtalelse var kendt af hele Verden. Det o blev disse Skatte, Kongeslægtens Miilder om sine Forfædre, der blev bestemmende for Rosenborgs Fremtid, idet der i 1833, 4. Marts blev nedsat en Kommission, som skulde foretage en kronologisk Ordning og Opstilling af Sagerne paa Rosenborg. Dermed var Slottet i Virkeligheden udrangeret som Kongebolig og anerkendt som Ramme om det gamle kongelige Familie-Museum. 1829 fandt Højesterets Aabning Sted her for sidste Gang, og i 1833 lykkedes det at faa Klasselotteriet fortrængt herfra. Snart efter viste det sig, at Bygningen atter trængte til en Istand- sættelse, idet Gavlene var ved at falde ned. Det nødvendigste blev gjort for at afhjælpe Skaden, men det var dog først efter at Kom- mandantskabet var bleven nedlagt 1858 og Worsaae, lørst som In- spektør og senere som Direktør, var bleven sat i Spidsen lor Sam- lingen, at Rosenborg fik sin Genfødelse. I 1866 paabegyndtes der en indgribende Restauration af Slottet, som strakte sig over omtr. femogtyve Aar. Murenes røde, sandstrøede Overmaling blev fjernet. Sandstens-Karme, -Baand, -Kantsten og -Ornamenter blev fornyet, Vinduesrammerne rykket ind igen fra Fagadeplanet og Vinduerne selv befriet for de hæslige Træsprosser og- forsynet med blyfattede Ruder efter Modeller, som endnu fandtes her fra Christian IV.s Tid. Vinduesfrontonerne blev gaaet efter og delvis fornyet, hvorved den ledende Arkitekt gjorde sig skyldig i en mærkelig Sammenblanding, idet han til de oprindelige, let kendelige »antike« Hoveder føjede ikke blot rent gotiske, som Hovedet af den nurnbergske Madonna, og ret barokke som Houdons Buste af Voltaire, dernæst en Del der nærmest ser ud, som om de var komponerede over Gustave Doré’ske Fantasihoveder, alt sammen som Overgang til sit eget veltrufne Kontralei. Dette skete dog lørst efter Worsaae’s Død (1885). En praktisk, men kunstnerisk næppe forsvarlig Fremgangsmaade fulgte man over lor Sandstensfigurerne, (ler alle var meget forvitrede, idet man ombyttede dem med Kopier støbte i Zink. Og medens man i 1758 havde vist det Hensyn, som et Minde om at Karnapperne indtil da havde hvilet paa Konsoller under Gulvet paa II. Stokværk, at hugge Konsollens Profil paa Siden af den forlængede Karnap, blev dette nu anset lor overflødigt