De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

107 værre end mange Steder paa Landet hos Røgtere, Haandlangere i Kroernes Reisestalde og hos lignende Folk, og den er absolut bedre end hos Hundreder af fattige Familier her i Byen, hvor det saa endda er de ulykkelige Børn, det gaar ud over. Indvandringen for- øger dernæst betydeligt vore Politi- og Fængselsudgifter, den skaber en meget følelig Konkurrence med vore egne Arbeidere, den koster Borgerne betydelige Summer ved, at den tynger paa Velgjørenheden, og den tager en uforholdsmæssig stor Portion af den Hjælp, der burde komme vore egne Fattige tilgode, for sluttelig, naar Forsørgelsesretten er erhvervet, at falde vort Fattigvæsen til Byrde. Hvor smukt det end kan være at hjælpe alle Fattige uden Persons Anseelse, se vi ikke rettere, end at det er uklogt at gjøre Kjøbenhavn til en „Fattig- gaard“ ikke alene for Provinserne, men endogsaa for Sverrig. Indvandringen og Vagabonderingen, støttet som den bliver af Velgjørenheden, staar i saa skarp Strid med Kommunens og de skatteydende Borgeres Interesser, at det vistnok er paa høie Tid, at del- skrides ind for at frembringe taalelige Tilstande. Men hertil fordres foruden det private Initiativs milde Kjærlighed tillige Øvrighedens myndige Indvirk- ning. Først naar man beslutter sig til at sende de daarlige, erhvervsløse Individer hjem til dem, der ere deres naturlige Forsørgere, bliver det muligt at gjøre noget nævneværdigt for vore egne mislykkede Exi- stenser. En Arbeiderkoloni paa Landet i fast Forbindelse med de Fattiges Anstalt i Byen, hvor den milde og opofrende Kjærlighed kunde gaa Haand i Haand med den alvorlige og faste Korrektion, vilde vistnok bedre end noget som helst andet være istand til at løse Spørgsmaalet paa en praktisk Maade.