De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

20 Listerne komme til at indeholde to Klasser af An- søgere, nogle, der, veldækkede ved Understøttelses- foreningens Hjælp, ogsaa have aflagt Visit hos Menigheds- pleien og Bespisningsanstalten, og som maaske desuden ere opførte paa 2 à 3 af Juleforeningslisterne, og andre, der kun staa paa denne Liste, som maaske ere dem, der trænge mest, og som maaske — det ligger jo rent i Tilfældighedens Haand — ende med at blive over- tallige her og saaledes intet faa. Meningen med Uddelingen er jo at skabe Juleglæde, just dér, hvor der er tomt Bord, og ikke at skabe Jule- løier ved at kaste Gaverne igrams, saa at de stær- keste, behændigste og hensynsløseste gaa hjem med Lommerne fulde. Ved at brede Dugen og tænde Lysene i Fattig- mandsstue den hellige Juleaften har man ikke alene til Hensigt at mætte den hungrige — det kan hvem- somhelst gjøre til daglig Brug — men man føler Trang til at bringe et Takoffer for sin egen Lykke ved efter Evne at sprede de Slagskygger, der i den strænge Vinter kastes over de fattige Hjem, og som ved Julens straalende Lysskjær gjøres endnu mørkere. Man vil gjerne give den Fattige og Ulykkelige en Part i den milde, kjærlige og taknemmelige Stemning, man selv er opfyldt af, og man vil gjerne gjøre det saaledes, at alle Fattige, alle uden Undtagelse, blive delagtige deri — og man stifter en Juleforening. Dersom nu denne kunde blive saa stor og saa rig, at den formaaede at sprede sine Gaver over alle Byens Fattige, saa var Maalet jo naaet, enhver fik sin Part, alle fik noget, og ingen maatte savne. Men dette formaar Foreningen ikke; der er endnu mange Kvistkamre, hvor der ingen Julestemning er, der er intet Lys, ingen Varme og intet at spise. Man vil de mørke Pletter tillivs og stifter den ene Forening efter den anden, men uden synderlig