De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

35 traf en Aften sammen i en privat Kreds. Talen kom snart til at dreie sig om den nye Plan, og det viste sig da, at A var en varm Tilhænger af den, hvorimod B stillede sig afventende, næsten kjølig til den. Sam- talen faldt tilsidst saaledes: A. „Hvorfor gaar en Mand som De, der dog ofrer baade mange Penge og megen Tid paa Velgjøren- heden, ikke med Glæde ind paa Tanken og støtter den med Deres Indflydelse?“ B. „Fordi jeg ikke er fuldt ud overbevist om dens Nødvendighed eller har nogen stærk Tro paa, at den kan gjennemføres; forøvrigt ser jeg meget godt i den. Men jeg mener, at Foreningerne ikke ønske nogen Forandring; vi arbeide jo efter vidt forskjellige Regler og paa forskjellig Maade, hver Forening for sig er tilfreds med sin Maade at virke paa, og ingen af dem ønsker nogen fremmed Indblanding i sine Forhold. De skal faa at se, De naar ikke at faa alle Hoveder ind under een Hat. Det gaar ikke i vore Dage.“ A. „De har fuldkommen Ret; naar det kun kommer an paa, at hver Forening er tilfreds med sin Maade at virke paa, at hver lille Kommite af Herrer og Damer have det hyggeligt og godt ved deres Sammenkomster og ere glade over deres Ind- samlinger og Uddelinger, saa er Tilstanden aldeles superb, men naar der skal være Tale om, hvad der tjener Samfundet og den Fattige bedst, saa er den aldeles gyselig; saalænge Foreningerne ikke se den absolute Nødvendighed af en Re- form, saalænge slaar Deres ganske almindelige og dagligdags Grunde til. Men er der først sket en Ulykke, fordi man for sent fik Øiet op for denne Nødvendighed i hele dens nøgne Virkelig- hed, saa falde alle disse bekvemme Grunde til Jorden. Smaa, som de ere, passe de kun til