De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

65 ledes. Skikkelig, som han var, indrømmede han det hele, men paa en saa slap, sløi og villieløs Maade, at man paa Forhaand vidste, at Bedringen blev derefter. Konen kunde ikke indse, at hun bar sig galt ad; hun græd og jamrede sig, mente, at hun kjæmpede som ingen anden, at hun var det ulykkeligste Menneske paa Jorden, og at alle vare onde imod hende. Man skaffede dem nu et saa stort rentefrit Laan, at Gjælden blev betalt, og at Hjemmet og Garderoben blev nogenlunde ordentlig udhalet. Man satte dem paa fast Grund, helt og fuldt. Man underrettede dem om, at Afdraget paa Gjælden ikke oversteg Sjetteparten af de Renter, de hidtil havde betalt; man beviste dem, at de vare fuldt ud istand til at betale alt kontant i Fremtiden, og at de, af Hensyn til dem selv, deres Børn og til den God- hed, der var vist dem, ikke alene vare forpligtede til at ophøre med at gjøre Gjæld, men ogsaa, naar Gjælden engang var betalt, hver Maaned at lægge Afdragets Størrelse op, for at de fra elendige Stympere ved deres egen Hjælp kunde blive forholdsvis velhavende Folk. Deres Glæde og Taknemmelighed havde ingen Grændser; men hvorlænge varede det. Faa Dage efter vare de gode Forsætter glemte, man brasede videre paa den gamle Vis, og ned ad Bakke gik det i susende Galop. Man trængte til lidt Klæder og tog dem paa Afbetaling hos Marskandiseren ligeoverfor; man fik dem hjem og var henrykt over dem. Da man nu imidler- tid havde saadanne pæne Klæder, maatte man virke- lig ogsaa engang have noget ordentligt at spise, men Penge var der ingen af, og Høkeren gav ikke længere Kredit. „Det er jo den Iste paa Lørdag, saa faa vi Penge; vi skulle ikke bruge Klæderne før Søndag, vi sætte dem ud, og saa spise vi.“ — Altsaa: Klæder tages paa Afbetaling til 40 Kr., de sættes ud for 15 Kr.; de 15 Kr. spises op med det samme, og der er 5