De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

70 jo ikke med at komme hjem, thi der er jo ingen Mad til ham; en Kammerat har inviteret paa en lille Sort. Møbelhandleren, der ikke i længere Tid har faaet noget Afdrag, henter sine Sager, kun noget værdiløst Skrammel er tilbage; Vinteren nærmer sig, Konen venter sin Nedkomst. Syg og elendig som hun er, opgiver hun sit Arbeide. Manden, der paa Grund af Sløihed, Uorden og Mangel paa Dygtighed er kommen ud af sit oprindelige Fag, forsøger at ernære sig ved tilfældigt Arbeide, hvortil han paa Grund af Keitethed og Mangel paa Kraft og Øvelse er ganske uskikket. Han, der aldrig naaede at blive Mand, er nu kun et Vrag. Disse to eller rettere tre stakkels elendige Menne- sker trænge saa godt som nogen til at tages under Armene. De have intet som helst. De trænge til alt, til Bohave, Mad og Klæder, til Trøst og Hjælp, til at oplæres og opdrages i den Kunst at staa paa egne Ben. Samfundet kan ikke skaffe Aarsagerne til denne Art af Nød ud af Verden, men det kan og bør lindre Virkningerne deraf. At forsøge paa at hjælpe dem igjennem Velgjørenhedens nuværende Former er ens- betydende med at dræbe den lille Rest af Menneskeværd, der endnu er tilbage hos dem; thi her er der ikke Tale om Hjælp, men om fuldstændig Ernæring, og den maa de, om de ellers kunne frelses, læres til at besørge selv. Fattigdommen er en Sygdom, der har sin Rod i mange forskjellige Aarsager; den maa derfor ogsaa be- kjæmpes paa mange forskjellige Maader. Man lærer meget ved i en Aarrække at arbeide i Velgjørenhedens Tjeneste. Vi ere igjennem vort Ar- beide komne til den urokkelige Overbevisning, at saalænge man kun har een Maade at hjælpe paa, nemlig ved det direkte Tilskud til Indtægterne, hvad enten dette bestaar i Penge, Klæder eller Føde- midler, kan man kun i enkelte Tilfælde hjælpe paa