De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

76 I Samtalens Løb erfarer man, at han er 22 Aar, er gift, at Konen venter sin Nedkomst, at han er op- lært ved Bogbinderiet, men at han, da han havde ud- lært, blev fyret og senere ikke har kunnet faa Be- skjæftigelse i Faget; nu har han gaaet ledig i et helt Aar, søgt at faa tilfældigt Arbeide, men forgjæves. Paa Spørgsmaalet, hvad han og Konen da have levet af i den Tid, svarer han med et Skuldertræk, der nær- mest maa fortolkes med, at de slet ikke have levet. Konen har fortjent lidt, han ogsaa nu og da en Krones Penge: forresten have de taget det, som de have kunnet faa det. Nan gjør ham bekjendt med — hvad han forøvrigt ved ifoiveien —, at det er en slem Historie, naar en Mand i hans Alder ikke kan klare sig, og man spørger ham, hvad han da vil stille op i Fremtiden, naar han faar flere, maaske mange Børn, hvilket han, som natur- ligt er, «ikke har det ringeste Begreb om. „Det ved jeg ikke“, svarer han, „stjæle maa jeg ikke, og Arbeide kan jeg ikke faa; jeg har forsøgt overalt forgjæves, jeg vil tage fat paa, hvad det skal være, naar jeg blot kan faa noget at bestille.“ Det kan nu være Løgn fra Ende til anden, det oplever man saa ofte, han kan være en Vagabond, en doven, fordrukken, ondsindet og snedig Person, der kun gaar ud paa at dreie een en Knap. Man ved det ikke, og det er ikke saa let at komme under Veir med’ Men Forstokkelse og Fortvivlelse ligne undertiden hin- anden paa et Haar, og det kan være sandt hvert eneste Oid. Det kan godt være skikkelige og brave Mennesker, der har lidt og stridt under en ond Skjæbne, som Tomme for Tomme ere trængte tilbage af Ulykken og som nu slaa Hænderne over Hovedet og lade sig synke. Evig Jammer vilde det være, om Samfundet lod det ske, uden at forsøge paa at frelse dem. Og dog maa det ske; Velgjørenhe den under sine