De Fattiges Anstalt
Et Fremtidsbillede

88 opmuntrende og opdragende Magt vilde den ikke blive? Opdragende —. En af Hovedstadens Præster udtalte paa det første Phønixmøde, under en Sammenligning mellem den kristelige og den humane Hjælp, at enhver Hjælp vilde falde virkningsløs til Jorden, naar den ikke støttedes af Opdragelsen til Guds Rige. Vi skulle ikke i mindste Maade bestride denne Sandhed, saa meget mere som en stor Del af os, der udøve den saa- kaldte humane Hjælp, vide med os selv, at vi arbeide ud fra et kristeligt Standpunkt — ellers kunde Præster jo ikke arbeide med os efter vore Vedtægter — at Jøder, maaske Hedninger hjælpe os i Gjerninger, har jo intet at sige, da jo ogsaa de ligesom vi arbeide ud fra et Kjærlighedens og Fordragelighedens Standpunkt. Vi skulle som sagt ikke bestride Sandheden, men kun udtale, at ligesom alle Veie føre til Rom, saaledes kan ogsaa denne Vei, skjøndt den kun kaldes human, føre til Guds Rige, fordi den Fattiges Sind, igjennem den Kjærlighed og Omhu, der vises ham, kan være bleven befriet for megen Bitterhed, Haardhed og Mis- undelse, kan være bleven blødgjort og mildnet, saa- ledes at Jordbunden er bleven bekvem, Hjertet for- beredt til at modtage det opløftende og befriende Ord, som en glødende og nidkjær Præst har paa Hjertet, naar han føler Trang til at tale til Beboerne af de Fattiges Anstalt. Sæt, at den blev til Virkelighed, sæt, at en meget rig Mand, ved at høre om Drømmen, sagde til sig selv: „Det maa være ganske praktiske Folk, der kunne drømme saaledes, og energiske, dygtige og varmtfølende Mennesker maa det være. Der maa ved disse Folks Hjælp kunne udrettes noget. Jeg maa tale med dem om Tingen; jeg kunde have Lyst til at give en Haand med.“ Sæt, at Staten sagde til disse Folk: „I drømme smukt! vil I gjøre Jert bedste for at reali- sere denne Drøm, saa skulle I ikke komme til at arbeide med tomme Hænder.“ Sæt, at Kommunen fulgte Sta-