Nedstamningslæren

114 Nedstamningslæren. er Pattedyrene meget talrigere, og de større Afdelin- ger er repræsenteret; de honningsøgende Insekter er meget almindeligere, hvilket tyder paa, at der maa have været Blomster med Farve, Duft og Honning- dannelse. Ogsaa af Dyr er der i Periodens Slutning mange, som lever i Nutiden. Derpaa lægger det i sin Oprindelse endnu gaade- fulde Isdække sig over store Dele af Jorden. I Is- tiden uddøde mange Dyr i Europa, f. Eks. Arter af Elefant, Mammut, Næshorn og Flodhest, og den endnu i Polarlandene levende Moskusokse forsvandt fra vor Verdensdel. Derimod lever nu allerede i Istiden Men- nesket; om det allerede i Tertiærtiden har holdt sit Indtog i Verden, maa vel endnu betragtes som usik- kert. Derefter kommer Nutiden. Det var C u vi er (se S. 66), der blev den egentlige Grundlægger af den videnskabelige Forsteningslære, men i eet Punkt tog han fejl, idet han antog vældige Jordomvæltninger, ved hvilke hver Periodes levende Væsener i det hele og store blev tilintetgjort. Nutiden ser anderledes paa Sagen; den maa med Lyell an- tage en ganske jævn og langsom Fremskriden fra de ældste Tider til vore Dage og under Indvirkning af de selv samme Kræfter, som vi ser virke den Dag i Dag. Hvad lærer Forsteningerne os saa? De lærer, 1) at der ingenlunde var en saadan Mængde af Dyr og Planter til Stede i Jordens ældste Perioder, som der maatte have været, hvis alle Arter var blevet til samtidig; de viser tværtimod, 2) at Livet uafbrudt har skiftet, idet nye Former af Dyr og Planter sta- dig træder frem paa Jordens store Skueplads, og an- dre forsvinder. I de forskellige Jordperioder havde Plante- og Dyreverdenen et aldeles forskelligt Præg;