Nedstamningslæren

9. Nedstamnings-Hypoteser. 233 Det er da naturligt, at det Spørgsmaal er opstaaet: Hvorfra kommer Fremskridtet? Vi kan ikke besvare det. Det var vel først Schweizeren Nägeli, der (1884) udtalte den Tanke, at det er en Samvirken mellem ydre og indre Kræfter, som har frembragt Formernes Mangfoldighed og Fremskridt fra laveie til højere, og at der er et »Fuldkommengørelses- Princip« til. Naar Udviklingsbevægelsen een Gang er begyndt, saa kan den ikke staa stille, men maa fortsættes i bestemt Retning. Udvælgelse spiller alt- saa her ingen Rolle. Senere har andre sluttet sig mere eller mindre hertil. R. Hertwig i Munchen udtaler f. Eks.: »Det kan vel ikke nægtes, at enhver Art er nødsaget til at udvikle sig til nye F ormer af indre Aarsager, uafhængig af ydre Kaar og til en vis Grad uafhængig af Kampen for Tilværelsen . . . Deri ser vi en Kraft til Fuldkommengørelse, som, da den forekommer overalt, maa være uafhængig af de individuelle Kaar og finder sin særlige Forklaring i det levende Stofs eget Væsen«. Lamarcks Tanke, at der i den levende Verden var en saadan fremskridende Udvikling af indre Grunde, som fører til »en voksende Sammensætning« af Legemerne — eller omvendt til en »tilbageski i- dende Udvikling« (f. Eks. hos snyltende Dyr og Plan- ter) __ ved Siden af de talløse Vekselvirkninger og Tilpasninger til Omverdenens Kaar, er saaledes kom- met op igen. Selv DeVries synes nu ogsaa at slutte sig til denne Tanke; han siger saaledes i nyeste Tid, at det forekommer ham mest tilfredsstillende at op- fatte »Orthogenesis« som »en ved Mutation ledet ortho- genetisk Udvælgelse« d. e. som en stødvis Omdan- nelse i bestemt Retning forbundet med Udvælgelse. »Dette er Mystik«! raaber andre. Ja, ganske vist