Nedstamningslæren

232 Nedstamningslæren. Naar vi ser mange gamle Plante-Typer, saasom Cykadeerne, af hvilke der endnu kun lever ca. 100 Arter spredte over alle Jordens tropiske Egne (Fig. 44), eller Ginkgotræet (S. 152) staa som smaa Rester af en fordum mægtig Stamme, ligesom de sidste Ætlinge i en gammel Adelsslægt, maa vi føres ind paa den Tanke, at Arterne kan ældes eller stivne i Evnen til at læmpe sig efter Omverdenen for til sidst helt at uddø. Hver Gren paa Livets Træ — Arten, Slægten, Familien osv. — har, synes det næsten, sin Ungdom, sin Modenheds Alder og sin Alderdom, i hvilken det gaar tilbage. De i Nutiden levende Grene er jo tydeligt nok paa meget forskellige Trin i Ud- viklingen; medens nogle Grene, som anført, er paa Alderdommens Trin (Cykadeerne, Welwitschia (Fig. 59) og andre Planter, af Dyr f. Eks. Elefanten), er der andre Grene, som er i den fuldeste Blomstring, f. Eks. Kurvplanter og Gøgeurter med mange Tusinde Arter. Det taler ogsaa for Tilstedeværelsen af en indre Vækst, naar vi ser nærstaaende Arter eller Slægter have Tilbøjelighed til at ændre sig paa samme eller dog lignende Maade. Hver Art har aabenbart sin særegne Konstitution, der forhindrer den i at forandre sig i alle Retninger; Variationerne er begrænsede, og Prak- tikere ved jo ogsaa, at der er Grænser for Opfyldelsen af deres Ønsker i Retning af Form, Farve osv. Det anførte synes altsammen at tale for, at der er en Fremskriden i Udviklingen, som hverken Lamarckisme eller Darwinisme kan forklare tilfreds- stillende, og som maaske kan foregaa baade jævnt og stødvis. Heller ikke Bastardering synes at kunne hæve Arterne til højere Organisation. En Fremskri- den i Udvikling findes jo ogsaa hos Verdensrummets livløse Kloder; ogsaa de har deres Udviklingshistorie.