Nedstamningslæren

2. Andre Gaader. 21 hævder kun i al Almindelighed, at en Udvikling, der medførte Nedstamning af den ene Art fra den anden, maa have fundet Sted. Tyskeren Haeckel antager kun een Stamme, og han udspekulerer og afbilder et herligt Træ, som forneden har een Stamme, d. e. eet Urvæsen, der hverken er Dyr eller Plante, og som derpaa deler sig i to tykke Grene, Plante- og Dyreriget, hvorefter disse atter og atter grene sig efter det nærmere eller fjernere Slægtskab mellem de for- skellige Grupper, som Haeckels Fantasi udmalede for ham. Forsteningslæren taler nærmest for, at der fra først af fremkom mange Stammer, hvad allerede antydes af Fig. 3 og hvad der blev sagt om denne. Der er i Nutiden aabenbart flere og flere Naturhistorikere, som bliver Tilhængere af den Tanke, at der var mange Stammer baade i Plante-og Dyreriget; man kan endog træffe den Tanke, at hver eneste Art er opstaaet af sin egen Ureelle, hvorefter der da ikke kunde blive Tale om Nedstamning eller om nogen Forgrening, men om en umaadelig Mængde, parallelt med hver- andre løbende Stammer, ligesom en umaadelig Skov af Palmer. Det vil være indlysende af det sagte, at vi al- deles intet ved om det store Spørgsmaal, hvordan de første levende Væsener saa ud, og hvor mange Arter der fremkom »i Begyndelsen«, og vi kan ikke vente nogensinde at faa noget at vide derom. Hvis imidlertid Nedstamningslæren har Ret i sin Antagelse, at de højere og mangecellede Væsener ned- stammer fra enklere og tilsidst fra encellede, hvordan er da denne Udvikling foregaaet? Vi ved intet derom; men skal vi finde nogen Vejledning for Tanken, maa vi se hen til den Maade, paa hvilken ethvert levende