Nedstamningslæren

4. Hensigtsmæssighed. 45 »Det mindste Græs jeg undrer paa i Skove og i Dale, hvor skulde jeg dog Visdom faa om det kun ret at tale«. Vi kan ogsaa lægge Mærke til, at Dyrenes og Planternes Bygning forandres hensigtsmæssigt, naar Kaarene forandres; Haletudsen har en lang, spiral- snoet Tarm, der passer til den Planteføde, som den nærer sig af; men naar den forvandles til Frø, for- kortes Tarmen i faa Dage til omtrent i- af dens for- rige Længde og tilpasses til den dyriske Næring, som den fra nu af optager. Ogsaa den Mærkværdighed kan der mindes om, at naar den naturlige Ligevægt i vort Legeme bliver forstyrret paa en eller anden Maade, arbejder Lege- met hen paa at udbedre Skaden paa den hensigts- mæssigste Maade. Vore lange Benknogler er saa mærk- værdigt byggede til det Formaal, at bære og støtte Skelettet, at den snildeste Ingeniør ikke kunde have konstrueret dem bedre med sine omhyggeligste mate- matiske Beregninger. Hvis saa et Benbrud finder Sted, og Bruddet læges daarligt, bliver Knoglens indre arkitektoniske Forhold forandrede saaledes, at de pas- ser til det forandrede Tryk og Træk paa Knoglen. Vi er saaledes til alle Sider, hvor vi staar og gaar, omgivne af de mærkeligste Eksempler paa Hen- sigtsmæssighed. Men, vil man spørge, er der da i Virkeligheden ingen skadelige eller i alt Fald unyt- tige Indretninger til i Dyrenes og Planternes Byg- ning? Ligefrem skadelige findes der vist ikke, thi en- ten vilde de levende Væsener vel formaa at frigøre sig for saadanne, hvis de fremkom, eller de maatte gaa til Grunde. Forsteningslæren har oplyst os om, at der har eksisteret ikke faa Former af Dyr, som var saa uforholdsmæssigt udviklede i Henseende til en eller anden Legemsdel, at Livet maatte synes umuligt for