Nedstamningslæren

Jean Baptiste Lamarck. 67 universitetet (Fig. 26). Som allerede ovenfor nævnt (S. 58) antog Cuvier, at Formerne (Typerne) var ufor- anderlige. Forsteningslærens Kendsgerninger, der, efter hvad han selv var den første til at bevise, tydelig . lærte os, at hver .Jordperiodes Dyr var vidt forskel- lige fra den forudgaaendes, dem forklarede han ved en Hypotese om gentagne, pludselige og vældige Om- væltninger (Katastrofer), der tilintetgjorde alle levende Væsener over store Omraader af Jorden. Man ser olie anført, at han endvidere forklarede Fremkomsten af den nye Jordperiodes Dyr ved at antage, at Gud efter Ødelæggelsen havde skabt nye Arter. Efter en nyere Biograf er dette dog ikke rigtigt; han antog, at Arterne i den nye Jordperiode indvandrede til det ødelagte Omraade fra fjerne Egne over Landbroer, der forbigaaende bestod mellem Fastlandene. Lamarck havde endog vovet al udtale sig skarpt mod denne Cuviers »Katastrofelære«; »Naturen gør intet brat Skridt; alle Vegne gaar den langsomt til Værks med Fremskridt lidt efter lidt«, havde han udtalt overfor Cuvier. Denne var en af Fankrigs mægtigste Mænd, og i sin Aarsberetning om de viden- skabelige Værker i 1809 fandt han ikke Lamarcks »Zoologisk Filosofi« værdig til at blive omtalt med en eneste Linie. Lamarck blev tiel ihjel, hans Tan- ker glemtes; de var Sæd uden Høst, og der skulde gaa nøjagtig et halvt Aarhundrede, før Nedstamnings- læren paany blev fremsat, nemlig af Darwin i 1859. Den sidste Opblussen af Lamarckismens Kamp landt Sted Aaret efter Lamarcks Død, da der i det franske Videnskabernes Selskab fandt et skarpt Sam- menstød Sted mellem Geoffroy St. Hilaire og Cuvier. Den første hævdede navnlig, mere end Lamarck selv, at det var »Omverdenens« umiddelbare Indvirkninger,