Dampmaskinens Historie

Dampmaskinen. 79 nye Damp danner sig, med stor Kraft mod Kjedlen, og dette Slag kan hidføre Spræng- ningen. Det er nemlig en Kjendsgjerning, at saadanne Kar, som ero udsatte for store Tryk, ofte kunne taale disse, saalænge de holdes i Ro, men strax sprænges ved den mindste Rystelse. Man bm‘ ligeledes n.øje vaage over, at Vandstanden er som den bor være; de aller- fleste Explosioner hidrøre fra Efterladenhed i den Henseende. Sagen er nemlig clen, at naar Vandstanden synker saameget, at Ildkanalen eller Kjedlens Sider, som paavirkes af Flam- men, blive rødglødende, saa bliver Jernet „for- brændt4^ som man kalder det, hvilket ikke vil sige at Ilden brænder Huller i det, men at det forandrer sin Natur, saa at det fra godt, sejgt Smedejern bliver blødt og aftager i Styrke til omtrent | af den, det ellers har. I saa Til- fælde kan en stærk Dampspænding trykke Blærer i det, og kommer saa dertil, at Vand lades ind i Kjedlen, saa vil clen i de allerfleste Tilfælde sprænges med rasende Heftighed. Vi skulle noget udførligere dvæle herved, forat man ret kan se Sammenhængen. Vand koger som belqendt ved en Varmegrad af 1000 C., naar det er underkastet Atmosphærens Tryk. Varmen, som meddeles Kogekarret af Ilden, afgives af dette til Vandet, som er i Be- røring dermed, og Opvarmningen foregaar som Følge af denne Varmens Overgang fra Kar til Vædske. Men er Karret, inden Vandet heldes paa, meget stærk opvarmet, da vil Vandet ikke komme i Berøring med det, — der er ikke længer nogen Vedliængning mellem dem, — og cla vil en saadan umiddelbar Overgang af Varme ikke finde Sted. Man kan let faa dette at se; man behøver blot at varme en eller anden Plade op til Rødgledliecle, og lielde et Par Draaber Vand paa. De brede sig cla ikke som ellers ud over Pladen, men de beholde deres Draabeform, hoppe og danse omkring paa Pladen, baarne af et Damplag, som udvikles paa Draabens Underflade som Følge af den Varme, der udstraaler fra Pladen. At denne Dampudvikling maa være desto livligere, jo stærkere Pladen er opvarmet, er let at indse. JÆed Hensyn til Draabens Varmegrad kan man allerede deraf, at den ikke koger, slutte, at den maa være lavere end Kogepunktet. Det kan ogsaa direkte eftervises, tlii et lille Ther- mometer, der stikkes ned i den, angiver stedse en lavere Temperatur, livis Størrelse forøvrigt ikke altid er clen samme, idet den er afhængig af Pladens Varme, — højere, naar Pladen er hvidglødende, end naar den er rødglødende, men clog som sagt altid under Kogepunktet, hvad man vel kan forstaa, naar man erindrer, at der til Dampdannelsen forbruges Varme eller frembringes en Afkjøling, som er desto større, jo livligere Dampproduktionen er, og som i dette Tilfælde er stor nok til stadig at trykke Temperaturen ned under 100 0 C. Lader man nu Pladen afkjøle sig, vil der komme et -Øje- blik, hvor Draaben faar Vedliængning til den; den modtager fra det -Øjeblik ikke længer Varme alene ved Straalning, men Pladen afgiver umid- delbart sin betydelige Varme til den, og derved dannes der pludselig en saa stor Mængde Damp, at Draaben exploderer. Den Varme, hvortil Pladen skal afkjoles, forat dette kan ske, an- gives til 140° C. Resultatet er da altsaa det, at naar Vand lield.es paa en gloende Plade, kommer det ikke i Kog; det holder sig i Draabeform, adskilt fra Pladen ved et Damplag; men naar Pladen af- kjÆrles til 140 0 C., sker Berøringen med clen, og da exploderer Draaben med stor Voldsom- hed. Og som det gaar Vand, gaar det alle andre Vædsker, hvilket især er af ejendommelig slaaende Interesse for de Vædskers Vedkom- mende, der som f. Ex. Svovlsyrling koge ved Temperaturer under 0 °. Det er dog ejen- dommeligt, at Svovlsyrling, der koger ved 4- 10 0 C., i en gloende Skaal holder sig endnu kol- dere, saa at man altsaa ved at holde Vand