Hverdagsfysik
Fra Kompasset til Kakkelovnen

ASTRONOMISKE OBSERVATORIER. I/I Strækning kaldes Meridianen, og derfra stammer Instru- mentets Navn. For at Aksen ikke skal ligge for tungt i Lejerne, er største Delen af Kikkertens Vægt ophævet ved de to Kontravægte, der ses foroven. De sidde paa den ene Ende af hver sin Vægtstang. Paa den anden Ende sidder en Arm med Gnidningsruller (Friktionsruller), der fra neden presse sig op mod Aksen og saaledes støtte Kikkerten uden at forhindre dens Drejning, da Rullerne dreje sig med. Med Meridianinstrumentet kan man altsaa kun iagttage Himmellegemerne i det Øjeblik, de passere Meridianen, og det egner sig derfor ikke til Studiet af Himmel- legemernes Udseende. Desto mere egner det sig paa Grund af sin støtte Opstilling til Bestemmelsen af en Stjernes Plads paa Himlen. Iagttager man nemlig det Klokkeslæt, til hvilket en Stjerne passerer Meridianen, og den Højde over Horisonten, den da har, er Stjernens Sted paa Himlen fuldstændig bestemt. Højden maales paa de to store Kredse, der ses mellem Kikkerten og Pillerne, nærmest disse. Øjeblikket for Stjernens Meridianpassage faas af et Ur, helst et Pendulur, som altid er et nødvendigt Til- behør til Meridiankredsen. Men da Kikkertfeltet har en vis Udstrækning, maa man naturligvis have noget, der markerer dets Midte. Til den Ende er der i Kikkerten udspændt en Traad af Edderkoppespind vandret gennem Feltets Midte, en anden lodret gennem Feltets Midte. Hvor disse skære hinanden, er Feltets Midte. Andre Bitraade tjene til Mangfoldiggørelsen af Observationerne. Naar nu Stjernen nærmer sig Midtpunktet, optegner man fra Uret Timen og Minutten og tæller saa Sekunderne videre ved at lytte til Urets Slag; man faar da Sekunden, ja efter Skøn Tiendedelen af Sekunden, paa hvilken Stjernen passerer Traadkorsets Midte. En døv, vil man