Hverdagsfysik
Fra Kompasset til Kakkelovnen

422 DAMPKEDLEN. holdighed inden for 2 til 3 Gange Søvandets, idet man gennem Skumhanen nu og da eller uafbrudt tømmer Vand af Kedlen, skummer, og erstatter det med det mindre saltholdige Søvand. Saltholdigheden aflæses paa en Flyde- vægt, Saltmaaleren, som nedsænkes i aftappet Kedel- vand. Ved Skumningen lider man et Varmetab, idet man ingen Nytte faar af den Varme, der i Kedlen er tilført det udskummede Kedelvand. Dels af denne Grund, dels fordi vi trods Skumningen ikke helt kunne undgaa Dannelsen af Kedelsten, benyttes salt Fødevand nu kun sjældent. Ved mindre Dampkedelanlæg paa Landjorden, Loko- motiver og Skibe, der sejle paa Søer og Floder, benyttes fersk Fødevand; dette indeholder kun Salte i ringe Mængder, men efter nogen Tids Brug kunne Kedlerne dog have Kedel- sten; mange forskellige Midler, dels kemiske dels meka- kanisk virkende, anvendes herimod med mere eller mindre Held. Fersk Vand fra Brønde og Floder indeholder des- uden organiske Bestanddele, der samle sig som Slam og Mudder ved Kedelbunden, og som derfor nu og da maa tømmes af Kedlen, udblæses, gennem Bundhanen. I moderne større Landmaskinanlæg samt alle nyere Dampskibe fortættes Maskinens brugte Damp i en Over- fladekondensator, og det saaledes dannede, destillerede Fortætnings vand, der jo altsaa er saltfrit, benyttes som Fødevand til Kedlen. Vi ere paa denne Maade fri for Kedelsten, men til Gengæld er der den meget alvorlige Ulempe ved Overfladekondensatoren, at Fedtstofterne fra Smøringen af Maskinens indre Dele følge med Fødevandet ind i Kedlen; disse Fedtstoffer ere meget slette Varme- ledere; have de i større Mængde lejret sig paa Hedefladen, kan dette faa alvorlige Følger, saa som en Nedtrykning eller Sammenklapning af Fyrkanalerne, og i værste Tilfælde en Kedelsprængning. Forinden de synke ned i