Hverdagsfysik
Fra Kompasset til Kakkelovnen

504 KAKKELOVNEN. ind langs Overkanten af Ringen. Herved opnaas, at Luften bliver, som det kaldes, forvarmet, før den møder de brændende Kul; Forvarmningen bidrager til, at Luftens Ilt kommer bedre til Nytte, og at Kul og Gas brændes fuldstændigere, end naar Luften strømmer kold ind imod Ilden. Spredningen af Luften gør, at Kullene brænde lige saa livligt bagtil som fortil i Ildstedet. Bruger man gasgivende Kul, som ere de billigste, kan det ikke gaa an at fyre op paa Bundristen og derefter fylde det store Ildsted med Kul, fordi den udviklede Gas vilde stige til Vejrs uden at brænde og hyppig give Eks- plosioner. Vilde man, for at skaffe Luft til Forbrænding af Gassen, aabne ogsaa for de paa Fig. 301 viste øvre Ventiler b og c, vilde hele Kulbunken snart staa i et Baal. Man maa derfor først fylde den kolde Ovn helt med Kullene og saa tænde disse fra oven gennem Ind- fyringslemmen. Ilden vil da efterhaanden vandre nedad mod Bunden, hvorfra den virksomste Træk kommer. For at give Luft til Forbrænding af Gassen aabner man først den øverste Ventil; naar de øverste Kul ere brændte, aabnes den næste Ventil. Skal Magasinet fyldes paa ny, maa man først lade den forrige Forsyning brænde helt ud, rømme Ildstedet ud tor Aske og Slakker og derpaa fylde og tænde som før. Man kan dog ogsaa fortsætte Ilden som i en al- mindelig Kulovn, men maa da kun fylde saa meget Kul paa, at den Luft, der ledes til, er tilstrækkelig til For- brænding af den udviklede Gas. Gasfrit Brændsel. Det, der først brænder ved Fyring- med Kul i en Kulovn, er som før nævnt den ved Varmen af Kullene uddrevne Gas; først naar den er borte, brænder Gløderne. Hvad der i Ovnen foregaar paa et og samme Sted, deler man i to adskilte Processer ved Gastilvirkningen. I Gasværkerne gløder man Kullene, uden at Luften faar