Lærebog I Uorganisk Kemi
For Eleverne på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
Forfatter: Niels Bjerrum
År: 1917
Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co.
Sted: København
Sider: 281
UDK: IB 541
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
210
De lette Metaller.
sigtig, ligesom i de grove Lervarer. For at faa Genstandene vandtætte maa
man glasere dem ; efter Hovedbrændingen overtrækkes de ved Neddypning i en
Glasurvælling med en letsmeltelig Masse, som ved en ny Brænding ved for-
holdsvis lav Temperatur smelter og dækker Genstanden med et vandtæt,
glasagtigt Lag. Fayenceglasuren er tilbøjelig til at springe af eller revne, da
den for at være tilstrækkelig letsmeltelig maa være af en helt anden kemisk
Sammensætning end Grundmassen.
Porcellæn formes af en Grundmasse, som bestaar af Kaolin, Feld-
spat og Kvarts; den formede Genstand faar derefter en »Forglødning«, hvor-
ved den mister sin Plasticitet; derpaa dyppes den i en Vælling af Feldspat-
pulver og Vand, hvorved den overtrækkes med et tyndt Lag af Feldspat, og
ved den derpaa følgende »Blankbrænding« ophedes den saa højt (til ca. 1450 °),
at Feldspaten i Glasuren og i Grundmassen smelter. Herved faas en Vare,
hvori Grundmassen er gennemskinnende og massiv, og som besidder en fast-
siddende og stærk Glasur.
Porcellæn regnes for den fineste Lervare, fordi det er den stærkeste og
den i kemisk Henseende mest modstandsdygtige; men det er ogsaa den
dyreste, fordi det kræver de reneste Materialer, og fordi det brændes ved
meget høj Temperatur; desuden maa Temperaturen reguleres meget om-
hvis Varen ikke skal være for lidt brændt (uigennemsigtig) eller
for meget brændt (deformeret). Ved Brændingen trækker Porcellænet sig
10 — 20 pCt. sammen.
Om Dobbeltsilikaternes Evne til at tilbageholde Kalium-
ioner. De vandholdige Dobbeltsilikater, som dannes ved Forvit-
ring af Bjærgarter, og som findes i Ler i større eller mindre
Mængde, besidder en betydelig Evne til at udvexle det Metal,
som de indeholder, foruden Aluminium, med andre Metaller.
Hvis de f. Ex. indeholder Natrium, vil Stoffet ved Behandling
med Opløsninger af Kaliumsalte afgive Natriumioner og oplage
en ækvivalent Mængde Kaliumioner, og omvendt vil de kalium-
holdige Dobbeltsilikater ved Behandling med Natriumsalte af-
give Kaliumioner og optage Natriumioner. Ombytningerne er
altsaa reversible; men den kemiske Ligevægt ligger saaledes, at
Kaliumionerne fortrinsvis optages. Medens en mindre Mængde
Kaliumsalt i Opløsningen er tilstrækkelig til, at der dannes ka-
liumholdigt Dobbeltsilikat, kræves der et stort Overskud af Na-
trium- eller Kalciumsalte til at uddrive Kaliumionerne og danne
natrium- eller kalciumholdigt Silikat. Paa dette Forhold beror
for en stor Del, omend næppe udelukkende, Jordbundens Evne
til at tilbageholde de for Planterne saa vigtige Kaliumioner og
først afgive dem, naar Planterne har forbrugt de faa Kalium-
ioner i Jordbunden, som ikke er absorberede, og derfor trænger
I il flere.