PRIMITIV TREPANATION

munding Ardannelsen nødvendigvis maa blive uregel- mæssig. Celsus foreskriver udtrykkeligt dsnne Metode, hvor Trepanationen skal have et stort Onfang (se Bil- ledet Side 11), medens han ellers anvende* en alminde- lig Krontrepan, og Filrst gør selv oprrærksom paa, at et Folk, som har kunnet bore Huller i Stenøkser med et hult Ben, ogsaa maa have kunnet benytte et saadant som Krontrepan. En endelig Løsning af dette Spørgsmaal vil dog ikke kunne opnaas, før der fore- ligger Kranier med ikke helede Trepanationer.1) Antallet af forhistoriske Kranier fra Norge er saa ringe, at der ikke er noget paafaldende i, at ingen af dem er trepanerede. Derimod maa det forundre, at den forhistoriske Trepanation er saa godt som ukendt paa de britiske Øer, hvor man dog har fundet og undersøgt Hundreder af Kranier fra samtlige forhisto- riske Perioder. Det er rimeligvis en Tilfældighed, og der er al mulig Grund til at antage, at man her har forstaaet at trepanere lige saa tidligt som paa Fast- landet. Munro har beskrevet et enkelt Tilfælde fra en tidlig Broncealdersgrav paa Øen Bute ved Skot- lands Vestkyst.2) Aabningen har en fuldstændig helet Rand og synes at være frembragt ved Skrabning, men Tilfældet er lidet karakteristisk og har kun In- teresse som Vidnesbyrd om, at den primitive Trepa- nation dog ogsaa har været kendt her, selv om den neppe har været saa almindelig anvendt som paa Fastlandet. *) Trepanerade svenska kranier från äldre tid. Lunds Universitets Årsskrift N. F., Afd. 2, Bd. 9, Nr. 4. 2) Proc. Soc. Antiqv. Scotland, 1891.