De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

__________________________________________________ __________________________________ __________________________________ __________________________________ _______ _______ ________________________________ 6 DEN KGL. PORCELAINSFABRIK _______________ Luxusporcelainet ikke betalte sig i vort »lille, fattige Land«, dels vendte Smagen sig ved Overgangen til det 19. Aarhun- drede bort fra Rococo-Porcelainets bro- gede Pragt. Allerede i 1799 klager Mül- ler over, at alle Fabrikens Former er »forældede!« 1801 fratraadte Müller sin Stilling som Administrator. Den gode, gamle Tid var forbi. * * * Efter en lang Dvale- og Nedgangs- det oprindelige muschelmalede mønster bäadc økonomisk og kunstnerisk, traadte i 1824 Hetsch til som kunstne- risk Leder. Om Hetschs uomtvistelige Betydning for dansk Haandværk og In- dustri er alt en Gang talt i dette Værk (se »Severin & Andr. Jensen«), her skal det kun tilføjes, at Porcelain næppe var det Stof, som villigst føjede sig efter hans doktrinære Empire-Smag. Nogle af de Former, han indførte, er vel særdeles smag- fulde, saaledes den bekendte Bægerform for Kopper, og adskillige af hans antike Ornamenter virker meget nydeligt. Men hele hin Tids Sværmeri for’den græske Old- tids Kunst var dog i sit Væsen inderlig misforstaaende. Man følte sig tiltalt af dens lige Linie, der syntes En saa agtværdig, dens enkle Klarhed og Ro, som man tran- sponerede til Tørhed og Kedsommelighed, dens noble Værdighed, som man om- formede til stiv Anstand. Man forestillede sig med andre Ord Antiken mager og farveløs — uden at tænke sig dens Marmor tindre mod solblaa Luft, uden at vide, dens Templer og Guder straalede i Farver og Guld, uden at fatte dens Rigdoms ødsle \ ælde, dens Højhed og Pragt, dens dristig dragne Liniers storstilede Leg. Gennem Thorvaldsen kom man dog imidlertid Sagen tættere paa Livet. Den kgl. Porcelai nsfabrik bragte fra 1836 af hans Værker viden om i gode Biscuit-Gen- givelser. Men bortset derfra kom det ikke til nogen virkelig Formæling, endsige noget lykkeligt Ægteskab, mellem selve Porcelainet og Antiken: de passer nu en Gang ikke sammen! Overhovedet var med Rococoen den kongelige Fabriks »egentlige Guldalder« forbi. »Da Frederik VI. døde«, skriver Bergsøe ganske pudsigt, »var allerede noget af Forgyldningen borte------men Katastrofen af Otte og Fyrre blev dens Dødsstød — hvad forstaar ogsaa Bønder sig paa Assietter til Agurkesalat«. »Dog - det stod skrevet i Skæbnens Bog, at den ikke skulde falde ved første Hug. »Den holder sgu nok, den er kongelig«, plejede den gamle Rasmus Portner at sige under Rigsdagens Debatter, og den holdt, thi den var nu bleven en parlamentarisk Fjer- bold. Fra Folkethinget kastedes den ind i Lands- _ __ thinget, fra første Behandling fløj den til an- den, fra det Særlige over i det Fælles— »den _____ er jo ogsaa bygget for Holstenernes Penge«, .. sagdc Rasmus. Selv da en ivrig Depute- muschelmalet porcelain