De Danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

20 PORCELAINSF ABRI KEN BING & GRØNDAHL to praktiske Forretningsfolk fik fat i hans Planer og regnede dem igennem, indsaa de hurtig, at for at faa det rette Forhold mellem Driftskapital og Udbytte maatte man hellere gøre Skridtet helt ud og lægge Bedriften an paa foruden Brændingen af Biscuitfigurer at omfatte Tilvirkningen af egentligt, glaseret Porcelain. Til en Begyndelse gik alting galt, Porcelainet kom sort ud af Ovnen — fordi man fyrede med Stenkul, troede Datidens Jeronimus’er, »Vorherre taalte ikke saa- dant« —, Kapslerne revnede, Glasuren sprækkede, Brænding paa Brænding mislyk- kedes. Da endelig Børnesygdommene var saa nogenlunde overstaaede, gjaldt det om at faa afsat det nye Produkt, men her viste det sig just, at det var Købmænd, som havde taget Sagen i deres Haand. Hvad der skulde gøres, var nemlig selo at skabe Markedet, vænne det store Publikum til at have den Fornødenhed: at de skulde bruge Porcelain i deres Hjem, — medens det indtil da egentlig kun havde været velhavende Familier, som forsynede deres Hus med slig »Luxus«. Men Brødrene Bings Købmands-Egenskab var da netop ogsaa først og fremmest Sætyer-Snillet de forstod at finde Købere, al spille paa de rette Strenge overfor deres Kunder — og at bruge den offentlige Mening som Sangbund, hvortil den saa vist ogsaa var vel skikket: ildesindet, som Tiden i sin manchesterlige Doktrinarisme var det overfor alle Statsfabriker og paa Forhaand naadig stemt overfor al Privatdrift, maatte den da ikke smile huldsalig til den »ny« Fabrik som Konkurrent til »den gamle Fabrik«? Og desuden: Meyer Bing var jo selv blandt dem, som den Gang lavede »offentlig Mening« herhjemme — ikke for intet hed det spøgende, at naar en Opfordring eller Indbydelse til noget skulde slaa an, skulde Underskrivernes Liste begynde med: Adler, Bille, Bing, Brix. I ethvert betydningsfuldt Foretagendes Liv kommer der imidlertid tidligere eller senere et dødt Punkt, hvor det hele synes med Et at skulle gaa i Staa — for Bing & Grøndahl kom det hurtig, idet Grøndahl allerede i Sommeren 1856 bukkede fy- sisk under. Med hans Død syntes et Øjeblik Slaget tabt, saa mente i hvert Fald den ældste af Brødrene, M. H. Bing, en fyrig og hastmodig Natur, men den sindigere og taalsommere Broder, J. II. Bing, var sejgere i sit Forsæt, just derfor mere ufor- trøden, — og blot det, at man rolig blev ved, som om Intet var sket, viste sig at være nok til at faa Strøm under Kølen og Vind i Sejlene. I Virkeligheden var der jo heller ingen Læk i Skuden, hvad niere var: næppe havde man set sig om, før man strax fandt, at (ler allerede var ikke mindre end 2 helbefarne Styrmænd om Bord: Landskabsmaler A. Jiiuel og Modellør Schjeltved. Juuel var en af de »brunette« Malere, som den Høyenske Klikes Forfølgelse drev ud af Kunstens Enemærker og over i Porcelains-Dekorationen — til Held for denne! Ham skyldes bl. a. den Efterligning af skaarne Caméer med Thorvaldsenske Mo- tiver, som med hvidt paa rød Grund paamaledes Kopper, Kander, Skaale osv., og som i en lang Aarrække udøvede saa stor en Tiltrækning paa alle Udlændinge, der besøgte Hovedstaden. Det var da ogsaa dem, i Forbindelse med Biscuitfigurerne, — dels Kopier efter Ihorvaldsen, dels Bissens Valkyrie og Colbergs yndefulde »Satyr paa en Panter« — som paa Londoner Udstillingen i 1862 bar Sejren hjem. Dog nu var det overhovedet ej alene Ære, som vandtes, men ogsaa Fordel: da det efter Grøndahls Død gjaldt om ogsaa at faa fjernet den pekuniære Grund til Mismodet, den store uafsatte og tilsyneladende uafsættelige Beholdning af sekunda Varer, som de første famlende