Kosmos II
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

196 Menneflestamme, der havde levet længe i Nydelsen af den fri Natur og bevaret en friskere Sands for enhver Art af Natur- betragtning, eud Beboerne af de græske og italienske Byer. Det, som giver Arabernes Tidsrum den kosmiske Vigtighed, som vi maa fremhæve her, hænger for største Delen sammen med det nysbeteguede Træk i deres Charakteer. Araberne maa, vi gjentage det, betragtes som de egentlige Grundlæggere af de phy si ske Videnskaber i den Betydning cif Ordet, som vi nu pleie at give det. Det er vistnok, paa Grund af den indre Sammenkjed- ning af alt det Tænkte, vanskeligt at knytte en absolut Begyn- delse i Tankeverdenen til et bestemt Tidsafsnit. Enkelte ad- spredte Lyspunkter i Kuudstaben, ligesom i de Processer, hvorved Kuttdskaben kan opttaaes, vise sig allerede tidligt. Hvor langt er der ikke imellem Dioskorides, som fordampede Qviksolv af Zinnober, og den arabiske Chemiker Dscheber, hvor langt ikke imellem Ptolemceus som Optiker og Albazen? Men Grundlæggelsen af de physiste Discipliner, af Natur- videnstaberue selv begynder forst der, hvor Mange stride sam- tidigt, om end med forstjclligt Held, fremad paa nyligt aabnede Veie. Efter ben blotte NaturbeskUelse, efter Iagtta- gelsen af de Phænomener, som tilfældigviis frembyde fig for Diet i Jord- og Himmelrummette, kommer Ud forsknin- geti, Opsøgningen af det Tilstedeværende, Maalningen af Bevægelsens Størrelse og Varighed. Det tidligste Tids- rum for en saadcm, men dog meest til det Organiste indskræn- kede Naturforskning var Aristoteles's. Der er endnu et treble og hoiere Trin tilbage i den fremadskridende Kundskab om physt'ske Phænomener: Udgrundelsen af Naturkræfterne, af den Tilblivelse, hvorved disse Kræfter virke, af de Stof- fer selv, som loses for at indgaae ny Forbindelser. Det Mid-